Peter Ingeward Fisker
- Født: 12 Sep. 1868, Østerterp, Bedsted Sogn, Åbenrå Amt
- Dåb: 4 Okt. 1868, Bedsted Kirke
- Død: 26 Maj 1938, Salt Lake City, Salt Lake, Utah i en alder af 69 år
- Begravet: 28 Maj 1938, Salt Lake City Cemetery
Dødsårsag: Myocarditis.
Notater:
Han var 4 år, da moderen døde, og faderen giftede sig ikke igen.
Peter udvandrede til Amerika med sin far og lillebror: 24. april 1880 sejlede de fra Hamburg ombord på dampskibet "Gipsy Queen". Han var 11 år. De kom i første omgang til Wyoming, hvor faderen og en farbror var kvægopdrættere.
I 1885 findes hans brødre i Dannebrog, Nebraska, men her er Peter ikke
I 1900 findes han i en folketælling i Ogden i staten Utah . Ogden var et jernbaneknudepunkt, og Peter var "freight clerk" - fragtkontorist, højst sandsynligt ved jernbanen. Han boede til leje med andre mænd, næsten alle ugifte, og Peter var nok den eneste, der kunne tale dansk. Der står, at han og forældrene var født i Tyskland, at han emigrerede i 1880, og at han kunne tale, læse og skrive engelsk. Han ejede ikke nogen ejendom.
Han blev boende i staten Utah, men flyttede i 1906 til Copperton og blev ansat ved kobberminen der. Han døde i 1938, og han blev ikke gift.
Vi har fundet en nekrolog, som ridser hans liv op:
THE SALT LAKE TRIBUNE, FREDAG MORGEN 27. MAJ 1938
Peter Fisher, 69, bogholder i Utah Copper Company's fabrik i Arthur, døde på et lokalt hospital torsdag kl. 10:25 af en hjertelidelse.
Hr. Fisher var født i Østerterp, Slesvig, Danmark af tyske forældre 12. september 1868. 1877 (forkert, det var 1880) kom han til USA og slog sig ned i Philadelphia.
Han tog vestpå og fik 20. august 1906 arbejde som værkfører på Utah Copper Company i Copperton. I februar 1907 blev han lagerbestyrer, og 12. marts 1911 blev han forflyttet til Arthur fabrikken som kontorassistent. Han blev bogholder i firmaet i 1924 og beholdt siden denne stilling.
Ved sin død var han firmaets ældste ansatte. Han modtog i 1926 D.C. Jackling's udmærkelse for 20 års fast ansættelse.
Han boede i Arthur-fabrikkens bolig i Garfield. Der er ingen kendte, overlevende pårørende.
(I dag betegnes både Arthur og Garfield som spøgelsesbyer - og Copperton har blot 800 indbyggere).
På hans dødscetifikat står der, at hans sidste arbejdsdag på Copperminen var i februar 1938. Han døde på St. Marks Hospital efter 1 måneds indlæggelse. Hans forældre var ukendte. Han havde haft ophold i USA i 61 år.
|