Frederik Rubek Henrik von Bülow af Wedendorf

  Notater:

Noter kopieret fra www.finnholbek.dk:

Faderens tredje hustru Henriette Marie Cold, skænkede faderen en længe ønsket søn.
En del af vinteren 1790-91 tilbragte Bülows forældre på en gård den ejede i nærheden
af Tønder. Den 4. februar 1791 havde de forladt gården for at rejse til Skivehus.
De kom ikke længere end til Nustrup, da konen fik veer, og i hast måtte de tage
ind på Nustrup præstegård, hvor hun fødte en søn, der samme dag døbtes
Frederik Rudbek Henrik Bülow. Sine første barneår tilbragte han i Gram.
Han var hele livet stolt af at være født nordslesviger og ligeledes af, at hans mor
nedstammede fra Tordenskjolds kammertjener Cold. Frederik står til søs. Faderens ønskede
han skulle blive søofficer og sendte ham til søs som 9 årig. Selv ville han hellere have
været landsoldat. Han kom ud at sejle med en skonnert ført af en kaptajn Bollhorn
og sejlede to år på Norge og England. Når det var vindstille terpede kaptajnen
matematik med ham, hvilket kedede ham forfærdeligt. Efter to år havde han fået nok
og besluttede sig for at rømme. Da skibet lå i Bergen sneg han sig om bord
i et skib fra Mariager, der havde lastet træ, og netop skulle til at lette.
Han gemte sig mellem træet og blev først opdaget, da skibet var i rum sø.
Han måtte så fortælle hvem han var, og efter en hård rejse over Kattegat,
ankom de til Mariager, hvor skipperen tog ham med, trods hans protester,
og anbragte ham i Mariager kloster. Faderen blev rasende da han hørte,
hvad der var foregået, men Frederik slap, på moderens forbøn, med en ordenlig
overhaling, og han måtte skrive til kaptajn Bollhorn og bede om forladelse.
Han skrev også til kokken, der var hans gode ven, at han måtte få hans efterladte
matematikbøger, dem kunne han så stikke under gryden, når ærterne ikke ville koge.
Faderen sendte derpå ud på landet til en præst i Falslev, hvor han skulle modtage
undervisning. Han plagede til stadighed faderen om at blive soldat, og i 1804 fik
han endelig lov. Den 7. juli 1804 udnævntes han til løjtnant ved tredje jydske
infanteriregiment. Sidst på året forlod han præstegården og tog til Rendsborg,
hvor regimentet var indkvarteret. I maj 1806 sendtes han til det danske militærinstitut
i København for at få undervisning i militærkundskab. Den gang udnævntes adeliges børn
til officerer uden nogen forudgående uddannelse. Bülow var ikke meget for at komme
på skolebænken, og han blev derfor lykkelig, da englænderne angreb København i 1807,
hvilket afbrød hans studier. Han var da 16 år. Det meste af den danske hær stod i Holsten,
og det benyttede Englænderne sig af til at tage den danske flåde. København var med
sine søforter kun forberedt på angreb fra søsiden og havde ingen fremskudte forsvarsværker
på land.
Fændrik Bülow, tjente da som fændrik ved første danske livregiment. Under et udfald
bar han regimentets fane og kappedes med vennen baron Bechlin, der bar det norske
livregiments fane, om, hvem der kunne føre deres fane tættest på fjenden. Danskerne
måtte trække sig tilbage da de var ved at blive omgået, og trak sig ind af Østerport.
Da de var sikkert tilbage bag voldene, red generalen ned langs geledderne og
uddelte ris og ros. Bülow rettede sig op da han nærmede sig og forventede at
få ros for sit mod. I stedet fik han en regulær skideballe fordi hans uniformskjole
var knappet skævt. Det var den 20 august 1807 og den skideballe glemte han aldrig.
Han var med i de efterfølgende udfald den 25. 26. 29. og 31. august og der blev
lagt mærke til hans indsats. Fr. 6.
s generaladjudant Franz Kristoffer Bülow,
der var hans slægtning, prøvede at overtale ham til at søge ind ved hoffet,
men Bülow foretrak at søge ind ved et strandvagtsregiment. I 1808 fik han befaling
over en kystvagt i Odsherred, og her fik han brug for sine sømandskundskaber.
Englænderne havde besat Nexelø for at proviantere. Bülow samlede en del både
og tog med sit mandskab over til øen og fordrev dem, hvorefter øen indlagdes
under hans vagtdistrikt.

I1809 blev han sekundløjtnant. I 1810 fik han kvarter i Adlersborg, det gamle
Dragsholm. Derefter kom han til Ubby sogn og lå som strandvagt i Holbæk amt
i flere år. I 1811 blev han premierløjtnant. I Ubby præstegård lærte han
Henriette Bertine Dame at kende. Hun var datter af konsistorialråd Dame
og de blev gift 13. okt. 1813. Straks efter brylluppet måtte han forlade sin kone
for at drage på felttog med et jægerkompagni der skulle ned til Elben.
Han stødte til resten af hæren i Holsten og havde allerede på sin første feltvagt
et sammenstød med en flok kosakker ved byen Wismar, som kosakkerne ville plyndre.
Kosakkerne for i fuld firspring frem mellem vedetposterne og gik lige løs på feltvagten,
der stod ved indgangen til byen. Her fik de en varm velkomst, og måtte vende om,
efterladende sig tre mænd og tre heste. Nogle dage efter sluttedes der fred og
Bülow gik til Slesvig for at tilslutte sig et korps, der skulle til Frankrig.

Korpset afgik i april 1814 og turen gik over Hamborg, Bremen og til Rhinen.
Det vendte tilbage til Holsten et par måneder efter og Bülow blev derpå sendt
til København for at forrette garnisonstjeneste i nogle måneder. Her havde han
en episode med en svensk stafet der skulle lukkes ud af Vesterport og
brokkede sig over at det ikke gik hurtigt nok med at få åbnet porten.
Det blev Bülow for meget. Han trak blank og gennempryglede stafetten med den
flade side af klingen. Da stafetten senere mørbanket ankom til Roskilde kro,
sendte han en klage til sin minister over den behandling han havde fået
og ministeren forlangte oprejsning. Det resulterede i, at Bülow fik vagtarrest
i hovedvagten og efter udstået straf fik han besked på at melde sig hos kongen.
Kongen modtog den lidt flove Bülow med disse ord:" Nå ! Hmm.! Slog de ham ordentlig?"
- "Ja, jeg tror nok han mærkede det længere end til Roskilde kro, han vil nok i fremtiden
tale varsommere om danskerne." "Hå! Hå! De må nu fjerne dem i nogen tid. Gå ud til
min generaladjudant. Der ligger en rejsetilladelse og rejsepenge til dem. Når de kommer
hjem igen er den sag glemt."

I en alder af 24 år udnævntes Bülow til kaptajn og forstander for andet jydske regiments
ekserserskole, som han bestyrede til 1820. Dette år fik han sit kompagni og blev i
København i den lange fredsperiode til 1848. Hans ægteskab gik dårligt og han kunne
ikke forsørge kone og børn og levede adskilt fra sin kone til 1827. Garnisonstjenesten
kedede ham og de eneste lyspunkter var de årlige høstmanøvrer, under hvilke store
dele af hæren samledes i København. Når øvelserne var ovre, rejste han hjem til sin
familie i Ubby, hvor han tilbragte et par måneder. Helt fra ungdommen havde han lidt
meget af gigt og fik ca. hvert andet år et anfald der kunne lænke ham til sengen
i flere måneder. Når han ikke plagedes af gigten kunne han leve normalt. Da hæren
i 1842 skulle nedskæres til det halve, havde han netop et gigtanfald og kommisionen
indstillede ham til afsked på grund af gigt og svaghed, men hans chef, landgreve Vilhelm
modsatte sig på det bestemteste. Christian VIII valgte så Bülow til chef for den anden
linie infanteribataljon og han blev forfremmet til oberstløjtnant. Bülow var sin gamle chef
meget taknemlig. Det var hans overbevisning at en soldat skulle holde sig fra politik,
men han deltog alligevel i Casinomøderne. I 1847 udnævntes han til oberst. I marts 1848
udbrød oprøret i slesvig-holsten og hæren skulle samles i Nordslesvig for at undertrykke det.
Igen var det på tale, at Bülow skulle have sin afsked på grund af svaghed. Han blev kaldt ind
til krigsminister Tscherning, der gjorde det klart, at hvis hans helbred var nedbrudt, kunne
han få sin afsked. Bülow forsikrede om at han nu var i fin form og tilbød at føre hæren.

Brigadechef: Den 4. april 1848 blev han udnævnt til chef for første brigade, der bestod
af 1. 2. og 11. bataljon, og få dage senere deltog bataljonen i slaget ved Bov og Slesvig
og udmærkede sig i begge slag. Ved Slesvig gik en kugle gennem hans frakkelomme og
lavede en snes huller i hans lommetørklæde. Bülow inspicerede ofte sine forposter og
vedetter for at sikre sig at de var vågne. Det gav en vagtpost anledning til at hævne sig
engang han skulle ind i sit kvarter og havde glemt feltråbet. Vagten nægtede at lade ham
passere og foregav ikke at kende ham. Først da vagtafløsningen kom fik han lov at slippe forbi,
men episoden morede ham efter sigende. Til kvarter valgte han gerne en større herregård,
hvor han samlede alle de nærliggende bataljoners officerer. Han kunne godt finde på
at arangere en danseaften. Hvor hæren var, flokkedes det altid med piger, så det var
nemt at skaffe dansepartnere.

Generalmajor: I maj 1848 blev han generalmajor og deltog med udmærkelse i slagene
ved Nybøl og Dybbøl, hvor sejren skyldtes ham. Han besejrede i april 1849 slesvigholstenerne
ved Adsbøl og senere rigstropperne ved Ullerup Divisionsgeneral Da der blev våbenstilstand
i august 1848 tog han til Viborg hvor familien var samlet. I november sendtes han til Als
samtidig med at han udnævntes til divisionsgeneral. Han satte øen i forsvarstilstand
og anlagde skanser ved Sønderborg. Han havde de Mezas og Schleppegrells to brigader
forfolk på hver 5 bataljoner under sig tillige med 3 feltbatterier, en eskadron,
et ingeniørkompagni nogle faste batterier og flere krigsskibe. I foråret 1849 fik
krigsministeren general Hansen den ide at bede den franske general Fabvier stille sig
i spidsen for den danske hær. Det vakte stor uro og harme blandt de danske generaler.
Især Bülow, Krogh, Schleppegrell Rye og Læssøe. Den plan Fabvier kom med blev dog
forkastet i et krigsråd ledet af hærens stabschef Læssøe og Bülow understøttede ham
kraftigt.

Hærens overgeneral: Den 13. 4. 1849 udnævntes han til hærens overgeneral med Flensborg
som stabschef. De afløste Krogh og Læssøe efter det mislykkede angreb i Eckernförde fjord.
I starten blandede krigsministeren sig meget i krigsførelsen, hvilket afstedkom nogle forviklinger.
Starten var heller ikke så god. Bülow besluttede at stoppe oprørshæren, der havde overskredet
kongeågrænsen og besat Kolding inden de hjælpetropper, der var under opbygning, kunne nå
at komme til hjælp. Det lykkedes også at erobre selve byen, men Rye sad fast ved Ejby og
uden hans styrker kunne man ikke holde byen, og man ville desuden også skåne Kolding mod
at blive sønderbombet, så Bülow besluttede at rykke tilbage til en linie mellem Gudsø og Vejle.
En husarmajor der knurrede over det store tab hans division havde lidt til ingen nytte fik
af Bülow det svar, at det sømmede sig ikke for en chef at sænke folkenes mod ved at vise
et sørgmodigt ansigt. At nogle tilfangetagne oprørere ikke viste ham den fornødne respekt
og gav plads da han skulle forbi dem dem men vedblev med at sidde ryge tobak og
gabe ham op i ansigtet, straffede han ved at give den nærmeste en syngende lusing.

Bülow opslog nu sit hovedkvarter i Fredericia og red hver dag ud med sine adjudanter for
at undersøge terrænet i trekanten Kolding-Vejle-Fredericia. Han var ikke særlig tilfreds
med at skulle forsøge at standse oprørerne ved den lange Elbodal med den lille styrke
han havde til rådighed. Hans forposter stod i en bue fra Gudsø til Rands fjord. På en af
sine ture til Gudsø fulgtes han med sin adjudant og to ordonnanser. Ved forposten tog
han fire husarer med og red gennem forpostkæden op på en bakke, hvor han kunne
overskue de fjendtlige forpoststillinger, samt de veje der førte ind i hans område.
Netop som han vendte om, sendte fjenden, der havde set ham, en afdeling ryttere
frem ad Kolding-Snoghøj landevej for at opsnappe ham, og det var nær gået galt.
En forskrækket kalv skræmte generalens hest, der gjorde et spring til siden med det
resultat, at en stigrem sprang og Bülow styrtede af hesten. Hans adjudant og de fire
husarer gjorde øjeblikkelig omkring og red imod den angribende fjende for at give
generalen tid til at komme i sadlen igen. De angribende fjender affyrede deres karabiner
uden at ramme, men vendte om da husarerne fortsatte frem mod dem. Bülow stod stadig
på jorden og forsøgte at berolige sin opskræmte hest. Adjudanten byttede sin hest med Bülovs,
der hurtigt red bort med sin ordonnans. Adjudanten og de fire husarer dannede bagtroppen,
skarpt forfulgt af fjenden, der havde genoptaget forfølgelsen, men de slap alle i sikkerhed
gennem Gudsøpasset.

Bülow kom til den konklussion, at det var umuligt med 16.000 mand at holde Elbo- Almind
og Nebeldalene mod fjendens 40.000 mand og nøjedes med at bevogte de veje der førte
gennem dalene med rytteri. Det passede ikke krigsministern. Bülow bøjede sig og rykkede
3. maj ud for, sammen med Ryes brigade, at besætte Alminde Gudsøstillingen. Hvor vejen
fra Fredericia munder ud i Kolding- Snoghøj landevej (Det skarpe hjørne) blev avantgarden,
der førtes af La Cour, pludselig angrebet af et fremskudt fjendtlig kanonbatteri. Danskerne
gik straks til modangreb og drev fjenden tilbage til Nr. Bjert og indtog stillingen fra Gudsø
over Alminde til Nebel. Den 7. maj angreb oprørshæren ved Gudsø og den prøjsiske hær angreb
Rye ved Vejle. Stillingen var håbløs og Bülow trak sig ind i fæstningen medens Rye trak sig
taktisk tilbage op gennem Jylland med den prøjsiske hær i hælene og oprørshæren startede
en belejring af Fredericia og Bülow opslog sit hovedkvart i Vejlby præstegård på Fyn.

Den danske styrke var nu delt i 3 enheder. En afdeling lå på Als under general de Meza overfor
en del af den tyske forbundshær. En anden afdeling under general Olaf Rye havde forskanset
sig på Helgenæs og havde trukket den anden del af forbundshæren efter sig. Udenfor Fredericia
havde de slesvig-holstenske oprørere forskanset sig og belejrede byen og resten af den
danske hær. Bülows taktik gik i sin enkelhed ud på, så ubemærket som muligt at trække
Ryes og de Mezas tropper med skib til Fredericia, for derved at opnå en så slagkraftig og
overtallig styrke, at et udfald kunne lykkes. Det var på høje tid, for byens livsnerve til
omverdenen, overfarten til Fyn, var ved at blive afskåret. Var det lykkedes belejrene af
få artilleri i stilling, så skibbroer og skibe kunne beskydes, var det gået galt for danskerne.
Noget tyder på at den tyske forbundshær mest var med for at øve moralsk støtte til oprørerne.
De kæmpede jo heller ikke deres egen sag.