Kraków - Kitta & Sven

Søg
Gå til indhold

Hoved menu

Kraków

Rejseliv > Camping i Polen
 

Kraków



De tidligere byer, vi havde besøgt på vores tur, havde været fantastisk flotte middelalderbyer med mange smukt velbevarede bygninger. Men vi må godt nok indrømme, at rejsens sidste polske storby, Kraków overgår turens øvrige byer. Vi vil næsten hævde, at den ligger på top-10 blandt de byer, vi i vores snart mangeårige rejseliv har besøgt. Heldigt for de andre, at den så lå sidst i vores rejseprogram.

Kraków er en meget populær turistby og benævnes af mange som Polens Perle, et overflødighedshorn - eller som Ekstra-Bladet skrev som overskrift i en rejseartikel: Kraków - En åben slikpose. Vi er enige i det hele. Byen er Polens næststørste med et indbyggertal på ca. 758.000 og udgør et kulturelt, administrativt og handelsmæssigt centrum her i det sydlige Polen. Kraków fik købstadrettigheder i 1257. Byen ligger ved floden Wisła, som deler den i to.
På Wavelhøjen på den anden side af floden ligger det store borgkompleks, som bl.a. rummer Krakóws domkirke. I krypten under kirken ligger Polens regenter gennem tiderne begravet.


Hele den gamle bydel, Stare Miasto er ét stort bilfrit område. Dog er veje, fodgængerområder og cykelstier præget af den nye dille, segways og el-løbehjul - til irritation for mange.


Foran Markedshallen, den gamle klædehal Sukiennice  står statuen af en af Polens store sønner, Adam Bernard Mickiewicz, som levede fra 24. december 1798 til 26. november 1855. Han var forfatter, oversætter, professor i slavisk litteratur og politisk aktiv.

Byens hjerte, Markedspladsen Rynek Glówny er et stort, kvadratisk område - 200x200 m - med et myldrende turistliv af alle nationaliteter. Pladsen er Europas største middelalderlige markedsplads. Med et bykort i A4-format blev vi hurtigt dus med hele bymidten, som op gennem århundrederne ikke har ændret udseende.

Bymidten, som er omkranset af facader i gotik, renæssance og barok, er helt tilbage fra 1257. Den lysegule Markedshal til højre er bygget i 1300-tallet som markedsplads for tekstiler - og blev moderniseret i renæssancen. I dag er hallen et turistmarked med fortrinsvis lædervarer, sølv- og ravsmykker samt souvenirs.

  Find taskepigen!



Nabo til  Markedshallen står det gamle rådhustårn i pladsens sydøstlige hjørne. Det hører til blandt de mest kendte arkitektoniske motiver i Kraków. Det blev sammen med rådhuset opført ved overgangen mellem det 13. og 14. årh. På grund af omfattende ødelæggelser blev selve rådhuset nedrevet i første halvdel af 1800-tallet. I kælderen under tårnet og det tidligere rådhus fandtes gennem århundreder byens fængsel og torturkammer samt en ølstue.

I dag rummer kælderen en mondæn café. I selve tårnet befinder sig en afdeling af Kraków’s byhistoriske museum med udstillinger, der illustrerer bystyrets historie.

I den nordøstlige hjørne af Markedspladsen ligger Mariekirken - ligeledes fra 1300-tallet. Kirken er et af byens smukkeste eksempler på kirkelig arkitektur. Kirken prydes af to tårne, der hæver sig højt over pladsen.

Som turist kan man blive transporteret rundt til herlighederne på mange måder, bl.a. i drosjer med nydelige kuske.



I pladsens sydøstlige hjørne ligger den lille St. Adalbert Kirke - også kaldt Den hellige Wojciech’s Kirke. Den er byens ældste kirke, bygget i 1200-tallet og skulle være Polens ældste stenkirke. Bemærk altertavlen med en kopi af Den Sorte Madonna - som i de fleste polske kirker.

Går man fra Markedspladsen forbi Mariakirken ad ul. Floriańska i nordøstlig retning, kommer man for enden af gaden til byens gamle bymur. Gaden er en del af Kongevejen, den gamle kroningsrute fra den gamle bys nordlige udkant til slottet på Wavel-højen. Gaden er i dag et rigtigt turiststrøg.

 

For enden af ul. Floriańska står et tårn, Brama Floriańska, Skt. Florian Porten og en rest af den gamle bymur.
Går man til venstre ved tårnet, finder man på bymuren en permanent maleriudsalg.
I forbindelse med bymuren står Tømrertårnet, også kaldet ledertårnet. Dette tårn, der stammer fra det 14. eller 15. århundrede, er et af tre, der er fuldt bevaret til vore dage. Heldigvis blev tårnet frelst i det 19. århundrede takket være professor Feliks Radwański.
Tømrertårnet bruges i dag som museumslager.

Tæt ved Skt. Florian Porten finder vi Kraków Barbakan, en mægtig, befæstet forpost, forbundet med bymurene. Den fungerede som den nordlige indgangsport til den gamle bydel i Kraków. Opført i 1400-tallet. Kraków Barbakan er det største gotiske forsvarsværk i Europa.

I byen findes det gamle Jagielloński Universitet fra 1364 - det gotiske Collegium Maius. Universitetets ældste bygning er et af de ældste universiteter i Europa. I dag er der et universitetsmuseum i den middelalderlige bygning. Men som det ses, er indergården et populært sted at få taget bryllupsbillede.

Franciskaner-kirken blev i 1269  indviet til den hellige Frans af Asissi. Før havde der på stedet ligget andre, mindre kirkebygninger. Kirken er bl.a. kendt for sin rige udsmykning med næsten orientalsk inspirerede mosaikker, vægmaleri og fantastiske kirkeruder i Jugendstil. De er udført af den polske kunstner Stanisław Wyspiański i 1890'erne.

 


På muren ude på Franciskaner-kirken findes denne mosaik, som vi gætter på må forestille den hellige Frans af Asissi.

På ul. Grodzka ligger Peter Paul Kirken. Kirken blev bygget i årene 1597-1619 til jesuitterne, bekostet af kong Sigmund Vasa (Zygmunt III Waza).  

Dagen efter billedet til  højre blev taget, var der bogmarked på det lille torv.


Denne gamle bogsælger stod med sin lille trækvogn med gamle, slidte bøger og hæfter et stykke fra det store bogsalg på kirketorvet. Da jeg spurgte om lov til at fotografere ham - ved at pege på mit kamera, nikkede han. Men jeg kunne ikke få øjenkontakt med ham.







Ul. Kanonicza er en af vejene til Wavel-højen med kongeborgen og domkirken i baggrunden. Gaden er en af de smukkeste gader i Kraków. Tidligere var gaden en del af den såkaldte Kongevej, der forbandt Wavel med Brama Floriańska (Florianporten). Navnet stammer fra de kannikker fra domkirken på Wavel, der boede i gaden. De smukkeste bygninger i gaden er opført i det 16. årh.

Collegium Novum er den neogotiske hovedbygning på Jagielloński Universitetet i Kraków, bygget i 1873-1887. Universitetet er tegnet af arkitekten Feliks Księżarski. Da han ønskede at matche universitetets ældste bygning, blev det åbnet til 500-årsdagen for universitetets stiftelse. Huser i dag det juridiske fakultet samt administration.
Hele den gamle bydel er omkranset af en hesteskoformet park. Vi nød meget at strække benene i den del af byparken, hvor den flotte universitetsbygning ligger. Det var også lige i nærheden, busstoppestedet lå, vi som regel brugte til og fra campingpladsen.
Men slottet på Wavel-højen trak i os, så efter en god pause var det tiden at finde slottet, hvorfra Polen tidligere blev regeret.



Borgkomplekset ligger højt over Wisła-floden, så man må op ad stigningen her for at komme til indgangen.


Domkirken på Wavelhøjen, Katedra Wawelska ligger i det store borgkompleks ned mod Wisła-floden. I krypten står sarkofagerne med en række af Polens regenter, konger og fyrster. Nyeste hensættelse her er præsidentparret Lech og Maria Kaczyński, som 10. april 2010 omkom ved et flystyrt sammen med 95 andre. Da vi besøgte krypten, blev der holdt en lille messe med bøn og sang ved deres sarkofag.


Den indre borggård.

Ingen kommentarer!

Smukke partier fra byen.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Overalt på vores campingtur i Polen har vi set utallige billeder og statuer med den polskfødte pave Johannes Paul II. Hvor det var muligt, var der altid blomster eller tændte vokslys.
Johannes Paul II blev 2013 kåret som helgen - til stor glæde for den polske befolkning, hvor han var meget populær. Allerede i 1980 støttede han dem blandt andet i deres frihedskamp mod Sovjetunionen - blot to år efter, at han i 1978 var blevet valgt til pave - og ni år før Berlinmurens fald i 1989.
Pave Johannes Paul II var født 18. maj 1920 i den lille landsby Wadowice 50 km sydøst for Kraków og døde i Vatikanstaten 2. april 2005.

 
 
 

Vægmaleriet af pave Johannes Paul II var et af vores sidste billeder fra Kraków - en by, vi gerne kommer tilbage til senere. Vi fik kun taget lidt af "den åbne slikpose"...

 
 
 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu