Musikken - kittaogsven

Kitta & Sven
Kitta & Sven
Gå til indhold

Musikken

Interesser > Foto
Koncertbilleder
Allerede i 60’erne holdt jeg meget af levende musik - og begyndte hurtigt at tage billeder, hvor det var muligt. I seminarietiden var det jazzkoncerter og -baller med fx Dutch Swing College Band og Papa Bues Jazzband, der var min store interesse. Et eller andet sted har jeg gamle negativer liggende med fotos sf Papa Bue og hans orkester fra en koncert i Schweizerhalle - i dag Tønders kulturhus.

Gennem studiekammerater fik jeg ørerne op for alt fra irsk folkemusik til den mere progressive, eksperimenterende del af rockmusikken. Det var fx det danske band Alrune Rod - kendt for deres 15-20 minutter lange, psykedeliske, symfoniske rocknumre. Jeg mener, jeg oplevede dem en gang i Tønderhallen, hvor også Skousen & Ingemann optrådte, men derfra har jeg ingen billeder. Alrune Rod var ’store’ indtil midten af 70’erne, hvor medlemmerne hver især søgte andre græsgange.

Heller ikke fra en koncert, vi var til med Pink Floyd i Vejlby-Risskov Hallen 13. nov. 1970, har jeg billeder. Selv om jeg havde mit kamera med, sad vi meget dårligt i forhold til at tage billeder.



Tre medlemmer fra det hedengangne Alrune Rod, Leif Roden, Ole Poulsen og Mikael Miller + 2-3 musikere mere samledes igen og gav bl.a. en revival-koncert i Aalborg 2002. I 2007, ’08 og ’09 var vi til koncerter med dem i Amager Bio. Forrygende oplevelse - på trods af deres fremskredne alder! Leif Roden døde af kræft i 2010, og Alrune Rod blev lagt endeligt i graven med ham. Men deres få, men legendariske pladeudgivelser vil bestå og er stadig værd at lytte til!

Sammen med campingvenner har vi været til flere omgange af Karup Å Festival & Kræmmermarked, hvor Lars Lilholt har været fast på programmet. Men også Big Fat Snake samt Dodo & The Dodos. Senest var vi i 2019 til en hyggelig intimkoncert med Lasse & Mathilde i Juvi-Klubben. Kalundborg. Med sig havde de Ole Fick, Villy Jønsson og Alex Riel. Dejlig oplevelse, hvor vi sad bogstaveligt talt i øjenhøjde og tær på musikerne! Lis Sørensen, Dorthe Gerlach, Billy Cross med band og Alex Nyborg Madsen m.fl. har vi de seneste år nydt i Kino Blå Engel, Kalundborg, men uden kamera! Det er rigtigt!!!

Som freelance fotograf var jeg i 70’erne til koncerter med Shu-bi-dua, Tommy Seebach, Birthe Kjær, Gasolin, Sebastian og såmænd også Lasse & Mathilde, Billy Cross og Lis Sørensen.
 © Billederne på hjemmesiden må kun bruges efter aftale
Kitta & Sven Petersen
Strandbjerggaardsvej 10
DK-4400 Kalundborg
Phone +45 5092 6645

campisten@yahoo.dk
kittapetersen@yahoo.dk
forlagethartung@yahoo.dk
Kitta & Sven
Tilbage til indhold