Bag et kamera - Kitta & Sven

Her er jeg fotograferet sammen med fra venstre: Grethe, Christa og Ina.

Efter godt et par års elevtid hos Gabs var jeg kommet til den erkendelse, at jeg nok skulle være lærer i stedet for fotograf, - og gerne formningslærer.

I løbet af seminarieårene fortsatte fascinationen for foto udformindsket. Ved siden af studierne tjente jeg lidt håndører ved at tage portrætfotos af de medstuderende. Mest piger, som skulle have billeder til deres nye kæreste. Pligtige praktikrapporter blev afleveret – og accepteret – som fotoreportager med lidt tekst og mange billeder.
Et amatør-rockorkester i Tønder fik lavet nogle billeder til pladeomslag ude i deres øvelokale, et cementstøberi i udkanten af byen.
I løbet af seminarieårene købte jeg en Minolta Autocord 6x6; det var kram, som kunne tage superskarpe billeder. Det kamera har jeg endnu i min samling af gamle kameraer. Det samme gælder en Minolta SRT 101, som der også blev råd til.

1971 blev Kitta og jeg som nyuddannede lærere ansat i Kalundborg på Sigrid Undset Skolen, en specialskole under den daværende Statens Åndssvageforsorg. Hold da op, nu begyndte vi at få rigtig månedsløn. En helt ny fornemmelse. Også her fandt jeg hurtigt ud af at bruge fotografiet i arbejdssammenhæng. Der gik ikke ret mange år, før jeg fik lov at indrette et lille mørkekammer i skolens kælder, hvor jeg bl.a. oplærte et lille p-fagshold i at fremkalde og lave de billeder, som vi sammen havde været ude at fotografere.
Desuden brugte Kitta og jeg mange billeder til hjemmelavede undersvisnings-materialer.

Tilfældigheder gjorde, at jeg begyndte at få kontakt med vores to lokale dagblade i byen, Kalundborg Folkeblad og Holbæk Amts Venstreblad. Et af vores nabohuse brændte ned til grunden en forsommerdag, og jeg var på pletten med kameraet. Jeg ringede til Folkebladet, om de var interesseret i billeder fra branden… Naturligvis! Billedet kom på, og jeg fik den sædvanlige amatørbetaling: en klatskilling fra "diversekassen" + en ny sort/hvid-film. Jeg fik blod på tanden, så det blev yderligere et par billeder, når jeg var løbet ind i noget, som jeg mente kunne interessere andre at læse om.

Mit ansigt var blevet kendt på redaktionen, så da en af avisens faste fotografer blev langtidssygemeldt, fik jeg nogle fritidsopgaver, brand, trafikuheld, receptioner osv. Nu blev det honoreret efter Pressefotografforbundets prisliste, som jeg havde bestilt hos forbundet.
Det accellererede, men jeg var meget bevidst om, at der gik en skarp skillelinje mellem mit lærerjob og mit bijob. Det var en klar aftale med skolelederen, men ellers var det OK. Jeg sørgede for, at mine foto-tjanser faldt uden for arbejdstid, som regel i weekenderne.
Pressearbejdet førte til kontakt med store industrikoncerner, autoforhandlere, reklamebureauer, ingeniørfirmaer osv., for hvem jeg lavede billeder til årsrapporter, annoncer, reklamekampagner osv.

Naturligvis måtte jeg pga. omsætningen hurtigt lade mig momsregistrere som firma, hvilket til gengæld gav mulighed for nye investeringer, som kunne trækkes fra. Jeg drev bierhvervsvirksomhed i 8-10 år. Da kravene i mit "rigtige job", lærergerningen, steg markant, valgte jeg at stoppe den professionelle side af fotografiet og lukkede firmaet. Det udstyr, som jeg i perioden havde investeret i, købte jeg efter reglerne som privatperson.

Fotointeressen har holdt sig lige intens gennem de mere end 50 år, hvor kameraet har været en del af min personlige udrustning. "Minolta. When you are the camera, and the camera is you", sagde en reklame engang…

Mit udstyr gennem alle årene har jeg beskrevet i afsnittet ’Mine mange kameraer’.