En kartoffeltysker - Kitta & Sven

Den 10. september 1761 forlod en lille skare mennesker Kürnbach i Sydtyskland. Iblandt dem var Svens forfader Hans Jacob Kühner. Her er beretningen om ...

Hvervekampagnen

I 1759 startede hvervekampagnen i Frankfurt. Dette skete ved plakater og avisannoncer.
Se avisen fra lørdag, den 28. april 1759.   Dansk oversættelse.

Denne annonce lovede de nye kolonister/nybygggere guld og grønne skove:

1. En af landets kyndige, kongelige embedsmænd vil anvise de ankomne kolonister de fordelagtigste steder til dyrkning, og tildele enhver et fæstebrev over det anviste.

2. Nybyggerne samt deres efterkommere vil blive fritaget for alle afgrøde- og kvægtiender nu og i fremtiden.

3. Ligeledes vil de være fritaget i 20 år for alle og enhver kongelig skat eller kontribution (ekstraskat), hvad navn de end måtte have, og udstrakt til også at omfatte fritagelse for

4. alle udskrivninger (til militærtjeneste),

5. pligtkørsel,

6. indkvartering ved gennem-marscher.

7. Børn, familie osv., som er efterladte efter dødsfald, kan opnå lignende nyt fæstebrev.

8. Såfremt det efter 20 års forløb vil være nødvendigt, kan de forvente at blive benådet med nogle yderligere friheder.

Mange håbefulde, ubemidlede mennesker blev tændte af håbet om et bedre liv og begav sig mod Damark fra 1759 til 1761. Da de kom frem, viste det sig, at intet var klart til at modtage de nye emigranter. Af de mange, som kom til Danmark, blev en lille skare bosat i omådet omkring Karup. Resten vendte hjem igen eller emigrerede til Rusland. Dette er meget velbeskrevet, ikke mindst i kraft af foreningen af efterkommere på Alheden. Læs mere her.

Selv om koloniseringen af hedeområderne ved Karup kostede den danske stat mange penge, fortsatte hvervekampagnen, idet man ønskede at opdyrke hede- og mosearealer i Hertugdømmet Slesvig. På den tid var der åbenbart ikke så meget feed-back til de områder, kolonisterne kom fra, at rygtet kunne løbe om, at de mange privilegier i form af bygninger og rettigheder ikke var på plads, når man nåede frem. I hvert fald lykkedes det den danske stat at lokke mange til Danmark i årene frem til 1765.

Baggrunden for udvandringen

Hvad kunne dog få folk til at udvandre fra smukke, frodige Kürnbach?

30-årskrigen fra 1618 til 1648 havde et dramatisk forløb i byen. Byens værdier blev plyndret og området hærget, bl.a. blev der stjålet 320.000 liter vin fra vinkælderen på Wasserschloβ. Krigen førte til, at indbyggerne flygtede fra byen og søgte tilflugt på Ravensburg ved nabobyen Sulzfeld.
Efter krigen skete der en betydelig indvandring af folk fra Schweiz.                                Klik på billederne

I årene op til 1750 steg befolkningstallet voldsomt, børnedødeligheden var mindre og folkesundheden bedre. Imidlertid var der ikke mere jord at opdyrke; udbyttet af landbruget var ikke stort nok til at brødføde befolkningen. Dertil kom, at der var alt for mange med en håndværksmæssig uddannelse, så sult og nød var en del af hverdagen for mange mennesker. Mange valgte derfor at søge lykken ved at udvandre til Amerika, Polen, Preussen og Ungarn.

7-årskrigen (1756-1763) satte en stopper for denne udvandring, så folk, der havde mod på at emigrere, var modtagelige for hvervekampagnen fra den danske konge.

Byen Kürnbach i 1761

Vore rundture i byen har resulteret i en billedserie, som kan ses her:

Familien Kühner

Hjemmefra vidste vi, at Hans Jacob Kühner udvandrede til Danmark med sin familie i 1761. Og vi vidste, at han var født ca. 1703. Vi kendte ankomsttidspunktet til Altona, - og hvornår han døde. Nu fik vi nøjagtige data på ham, hans børn, kone og forældre. I øvrigt kaldes Hans Jacob i visse arkivalier lidt forvirrende blot Jacob, såvel i tyske som danske.

I 1761 var Hans Jacob Kühner 58 år. Han var født 6. juli 1703 i Kürnbach. Han var søn af Jerg Burchard Kühner, som havde været 'Kuhhirt', altså kvæghyrde.
Hr. Treutle mente, at Jerg havde været kvæghyrde for landsbyfællesskabet. Om han derved tilhørte det nederste samfundslag, er svært at vide. Han har i hvert fald ikke haft en fæstegård, som kunne gå i arv. At der måske alligevel var en vis prestige i at være kvæghyrde, kan vi formode ud fra, at der i Anna Maria Lang's familie var en person, der først var 'Kuhhirt' i Sulzfeld og derefter blev 'Verwalter auf der Ravensburg'.

Anna Maria Lang fra Sulzfeld blev gift med Hans Jacob den 16. november 1728. Anna Marias far var 'Hufschmied', men døde kort efter Anna Marias fødsel. Moderen giftede sig senere med en mand, der havde samme erhverv.

Anna Maria og Hans Jacob fik 11 børn, men kun 4 levede ved rejsen mod nord i 1761. Måske kan man måle fattigdom ud fra børnedødelighed! De 4 børn, som var med på rejsen, var: Sophia Barbara på 32 år, Maria Regina på 27 år, Johann Peter på 19 år og den yngste Matthæus på 14. Det er ikke lykkedes at finde Hans Jacob Kühners erhverv, før han udrejste til Danmark. Han har højst sandsynligt været daglejer. Mange emigranter forsvandt over natten, men for denne familie var det derimod velovervejet og organiseret. Der står nemlig i kirkebogen:

'September 1761 nach Dänemark gezogen'

Deres bevæggrunde til at udvandre kunne være:

• Fattigdom
  

• Drømmen om en fæstegård
  

• Drømmen om et bedre liv for deres børn
  

• Måske at forhindre, at sønnen Peter skulle være soldat og deltage i 7-årskrigen
  

• De så op til de folk, de skulle følges med
  

Alle nye data, vi fandt i Tyskland er skrevet ind i slægtsdatabasen, som du finder her:

Den lange rejse

Ventetiden

Det var hensigten, at opholdet i Altona skulle være kortvarigt, og at myndighederne her ville sørge for forplejning og den videre transport til Flensborg. Transporten klarede myndighederne ved at tvangspålægge bønder at stille vogne, heste og kuske til rådighed.

Rejsegruppen fra Kürnbach ankom 6. oktober 1761 til Altona, men ikke alle kom hurtigt videre til Flensborg. Johan Heinrich Franck og familie ankom således først den 27. maj 1762. Måske har man brugt ham til ledende funktioner.

Vi ved ikke, hvornår Hans Jacob Kühner og familie ankom til Flensborg, men vi ved at sønnen Johann Peter 20 år gammel aflagde troskabsed den 17. november 1761 på Gottorp Slot.

Selvom projektet med at kolonisere uopdyrkede områder havde varet mere end 2 år, havde myndighederne slet ikke styr på organiseringen. Intet var jo klart ved kolonisternes ankomst, hvilket betød, at der skulle betales dagpenge til kolonisterne i flere år. Det var også et problem, at der kom mange flere mennesker, end man kunne bruge. Mange var desuden aldeles ukvalificerede, og der var mange urolige elementer imellem.

En ting havde myndighederne dog lært ud fra problemerne på Alheden med opstand og utilfredshed (læs mere her på side 5/6), nemlig at folk skulle forpligtes hurtigst muligt af en ed. Her skrev kolonisten under på en tekst, forfatttet på tysk. På dansk lød det sådan:  

"Vi sværger til Gud og det hellige Evangelium,
Den allerfyrsteligste, vores nu med hjerte og mund antagne
arvekonge og herre
Herr Frederik den Femte
af Guds nåde konge af Danmark, Norge, de Venders og Goters,
Hertug til Slesvig og Holsten, Stormarn og Ditmarskerne,
Greve af Oldenborg og Delmenhorst,
og hans allerhøjeste kongelige arvehus
som kristelige og ærlige undersåtter at ville være tro og huld på enhver måde,
og fremmest med alle kræfter at søge forhindring af skade og ulemper,
i særdeleshed med vores optræden i ord og gerninger at stræbe derhen,
at Hans kgl. Majestæts absolutum, dominium, souverainitet og arveret på
allerhøjest den sammes riger og lande uforanderligt bibeholdes og forplantes til
hans retmæssige Arve-Successores. Dette vil vi overholde, og om nødvendigt
indsætte gods, blod, ja selve liv og levned. Vi vil hverken dulgt eller offentligt,
hverken direkte eller indirekte tillade nogen, det være hvem det vil,
der imod foretage noget på forskellig måde, tværtimod, når sådant skulle ske
mod forventning, og vi erfarer det mindste, vil vi uden persons anseelse
udfortøvet forelægge dette allerunderdanigst Hans kgl. Majestæt,
og overhovedet i vores stand og erhverv opføre os som det vel sømmer sig
for trofaste undersåtter
ved Guds hjælp og Hans salige ord."

Mon de egentlig forstod, hvad det var var, de havde skrevet under på!

Med edsaflæggelsen var de nu officielt danske statsborgere med rettigheder og pligter. Fra nu af var det strafbart at stikke af igen. De havde underskrevet en kontrakt, som det var meget svært at komme ud af igen. Rømning blev betragtet som desertering - og dømt derefter. Til gengæld kunne myndighedene ophæve kontrakten med øjeblikkelig virkning, hvis kolonisten blev anset for uegnet.

Nu startede ventetiden for alle de kolonister, der senere blev placeret i Tønder Amt. Skuffelse, vrede og afmagt må have været de følelser, de gik rundt med. De var indkvarteret hos private familier i Flensborg helt frem til 12. oktober 1762. Det var et år efter, de var ankommet til Altona.

Baggrunden for dette var, at det praktiske arbejde og de økonomiske forpligtelser var lagt ud til amterne, og amtmanden i Tønder modarbejdede projektet med alle midler. Til sidst måtte han acceptere, at 181 familier blev flyttet til Tønder Amt.

Gad vide, hvad dagpengene strakte til her! De skulle købe madvarerne af de bønder, der så misundeligt til. Så prisniveauet har givet været højt. Det var forbudt for kolonisterne at arbejde, så de var virkelig i en fortvivlende situation.

Gamle Hans Jacob Kühner klarede den ikke. Han døde den 15. november 1762, 59 år gammel. Han var sikkert fortvivlet over den situation, hans familie var bragt i. Dødsårsagen kender vi ikke.

På forplejningslisten for 3. division i Tønder Amt den 1. december 1762 står følgende:
Hans Jacob Kyhners enke med 2 børn - nr. 18
Peter Kyhner og hustru - nr. 35 (de får den måned 6 Rthl og 22 schilling)

De var indkvartederet i Medelby til 24. september 1763, altså ca. 2 års ventetid, før der kommer nogen som helst realiteter på bordet.

Kan man kalde det løftebrud?

Udlodningen

Kortet er fra 'Kolonisten-Atlas' af Ilona og Johs. Hansen

Man trak lod om koloniststederne - dog sådan, at man tog hensyn til familiebånd.

Peter kom til Tønder Landsogn. Kolonien hed Frederiksgave og bestod i 1763 af 9 koloniststeder. Peter blev tildelt T 1/8, som var 1½ plads. T 1/8 og T 1/9 var 1½ plads, mens resten af gårdene havde 2 pladser.

Nåja, nu var der jo ingen gård endnu - kun et stykke uopdyrket hede.

I øjeblikket kender vi ikke Anna Maria Langs (Hans Jacobs enkes) skæbne. Johannes Philip Hamann , som var gift med Peters søster Maria Regina, fik koloniststed T 1/6 og boede 2½ km væk. T 1/9's første kolonist var Maria Meyern - måske var hun i familie med Christina, Peters kone. Stedet blev overtaget af en anden året efter. Under disse betingelser var det  umuligt at etablere et landsbyfællesskab.

Hvad stiller man op med alt dette uden en bygning at være i?
Af nød måtte kolonisterne bygge sig en jordhule. Her boede Peter Kühner og Christina med deres spæde datter den første vinter. 17. februar 1764 fødtes en lille ny datter. Hun døde ½ år gammel.