Sprite Musketeer - Kitta & Sven

Søg
Gå til indhold

Hoved menu

Sprite Musketeer

Rejseliv > Camping

En uge på Bornholm
i en Sprite Musketeer

Sommeren 1982 ville vi prøve noget nyt. Efter i en række år at have været en uge på hytteferie i Norge, valgte vi at leje en campingvogn på Bornholm. Vi havde så småt flirtet med tanken om at prøve campingferie, men inden vi kastede os ud i investeringen af eget udstyr, ku’ vi jo lige prøve, om vi trivedes som familie på 10-12 m².

I en privat annonce i FDM’s medlemsblad fandt vi et godt tilbud: En næsten ny vogn med alt tilbehør, opstillet på FDM-pladsen Balka Strand. Lejen, som vi skulle betale forud, husker vi ikke, men vi syntes den gang, den var OK. Så glæden og forventningerne var skruet godt op…

Via Sverige kom vi til Bornholm og fandt hurtigt campingpladsen. Vi fik i receptionen udleveret nøgle og oplyst, hvor vi kunne finde, hvad vi troede var vores næsten nye vogn. Vi blev meget, meget lange i ansigtet, da vi på den angivne plads fandt en gammel Sprite Musketeer, som oven i købet lugtede meget jordslået, da vi fik åbnet døren og kigget ind. Tilbage til receptionen, som kunne fortælle, at de intet ansvar havde for, hvilken vogn vi havde lejet. Den nye udlejningsvogn holdt på pladsen ved siden af. Den var et par timer før vores ankomst blevet tildelt en børnefamilie fra Hobro. Vi nænnede ikke at holde på vores ret, nu hvor de havde installeret sig. Og udlejeren kunne ikke kontaktes; han var selv på ferie sydpå.

Nå, vi måtte forsøge at få det bedste ud af situationen. Vi var jo kommet helt fra Kalundborg, lejen var betalt – og måske ku’ vi vænne os til forholdene. Det gjorde vi voksne nu ikke. Situationen blev ikke bedre af, at lige netop i dén uge havde vi stort set regnvejr hver dag. Sådan husker vi det i hvert fald; lysbillederne siger lidt andet. Men vi fik oplevet hele Bornholm, og vore to børn fandt lynhurtigt legekammerater. Da er campinglivet jo helt fantastisk! Nu 31 år efter kan vores datter stadig huske den "sommerferieveninde", hun fik på Balka Strand.

Med til historien hører, at familiefaderen næsten ikke lukkede et øje hele ugen! Han havde regnet med, at han skulle sove sammen med moderen i den opredte seng i siddegruppen forrest i vognen. De to unger skulle så sove i bagenden i en lille, smal seng med en tynd madras, - hvor der imidlertid kun var plads til én. Vi ku’ se, at der på væggene i hver side var skruet beslag op i ca. 1 meters højde. I vognen fandt vi to rundstokke med noget kraftigt sækkelærred spændt imellem.

Aha, - det var en nødseng til at hænge op i vægbeslagene!

Fint, der ku’ et af børnene sove – og det andet i den lille seng nederst. Nix! Den yngste ville sove sammen med moderen foran. Vores datter turde efter den første nat ikke mere "svæve i hængekøjen"… Hvem sku’ så??? Faderen! Det blev en lang uge.

Det var ikke en muggen Sprite Musketeer med et utæt fortelt, der gjorde os til campister. Der gik lige en 3-4 somre mere med hytteferier og en bustur sydpå. Så var vi modne til det eventyrlige campingliv. Men Sprite’en lærte os, at ville vi købe brugt, så skulle vi sikre os, at der ingen fugt var i vognen. Og så måtte det meget gerne være en nordisk, da man dér sikkert fik en bedre bygget vogn.




Klik på billederne, hvis du vil se dem i stor størrelse.
Klik på pilen for at se hele billedserien på 11 billeder.

Tilbage til indhold | Retur til hoved menu