Hymer - Kitta & Sven

Søg
Gå til indhold

Hoved menu

Hymer

Rejseliv > Camping

Vores Hymer Nova 465 (Moving)

Vores julegave til hinanden 2006 var en Hymer Nova 465, optimeret med to fabriksmonterede udstyrspakker, en komfort- og en vinterpakke. Hymer’en er en dejlig, men desværre også lidt tung campingvogn. På papiret 1600 kg tottalvægt. Ved leveringen fra Neergårds Camping 14. dec. 2006 var den udstyret med Truma mover, noget som vi har været meget glade for. Eller sagt lige ud: Det er en nødvendighed, særligt på små, snævre sydeuropæiske campingpladser. Og vi bliver jo heller ikke yngre. At Truma’en så brød sammen i forsommeren 2012 og måtte udskiftes efter blot 5½ års drift er en anden sag.

Vores campingvogn er én, man lægger mærke til. Den er også flot. Allerede da vi kørte med Hobby’en, havde Kitta på flere campingpladser bemærket Nova’ernes afrundede, stilrene design og bedyret, at hvis vi skulle skifte vogn, skulle det være en Hymer Nova. Og sådan blev det jo.
Det er jo en helt unik vogn, sådan en Hymer. Den effektive isolering med indsprøjtet PU-skum gør vognen meget stiv og vridningsstabil. Vi har fra starten i 2006 besluttet, at det er Steffen i Jyderup, som forestår service på vognen. Det er et meget pålideligt værksted. De håber derude, at vi aldrig kommer med en trafikskade. Pga. den særlige konstruktion vil det være svært at skifte

karrosseridele. Det må vi jo se at leve op til, 7-9-13. Indtil nu har vi tilbagelagt 48.503 km med Nova’en uden væsentlige skader.
Højdepunktet i vores Hymer-liv er helt uden sammenligning vores tur til Sicilien foråret 2011. En fantastisk spændende tur på i alt godt 7.000 km. Men det hører med til billedet, at det var hård en tur for vognen, som blev rystet godt igennem.
Alene turen ned og op langs Italiens kyster glemmer vi sent. Påskemessen på Peterspladsen, badebyerne langs Middelhavskysten, Amalfi, Pompeji, Etna’s vulkanudbrud på Sicilien natten mellem 12. og 13. maj, trulli-husene i Apulien, Adriaterkysten … vi ku’ blive ved.

 

Mange eventyrlige rejseoplevelser ligger og venter på os derude bag horisonten… ’En Route Pour L’Aventure’ står der på et klistermærke, vi i 1988 fik af nogle søde campingnaboer på campingpladsen i Turckheim i Alsace. ’På rejse mod eventyret’.
Vi har stadig klistermærket; det er vores valgsprog.


 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu