Terrakottakrigerne - Kitta & Sven

Søg
Gå til indhold

Hoved menu

Terrakottakrigerne

Rejseliv > Gode campingoplevelser

Ca. 8 km fra Ajstrup Strand Camping, hvor vi boede i maj måned, kan man indtil 30. september 2015 opleve intet mindre end en verdenssensation, nemlig medlemmer af den berømte, kinesiske terrakotta-hær.

I 1974 stødte kinesiske bønder ved et tilfælde på et mægtigt gravområde i Shaanxi-provinsen. Det blev starten på intet mindre end en vaskeægte, arkæologisk sensation, som vækker begejstring langt ud over Kinas grænser. Siden ’74 har arkæologer foretaget udgravninger, som stadig pågår i komplekset, som menes at rumme 8.000 meget individuelle lerfigurer i størrelsesforholdet 1:1. Af dem er blot omtrent 1.000 indtil videre blevet udgravet.

Det er lykkedes Moesgaard Museum at låne 11 af disse terrakotta-figurer i form af soldater, embedsmænd og en hest, samt 120 genstande fra ti museer i Shaanxi provinsen i Kina. Det er noget af en sensation, at det i det hele taget er blevet muligt for museet at kunne udstille den kostbare kulturskat, som Moesgaard har fået forsikret for 365 mill. kroner.

Låneaftalen kom i stand efter næsten tre års forhandlinger. Det er blot tredje gang, at krigere fra terrakotta-hæren befinder sig på europæisk jord. Udstillingen er sammensat specielt til Moesgaard og skal ikke videre til et andet museum efterfølgende.

På transporten fra Kina via Frankfurt til Aarhus blev forsendelsen fulgt af kinesiske museumsfolk, som også var med under udpakning og opstilling i den 900 m² store særudstillingshal i det flotte, ny Moesgaard Museum. Nybyggeriet blev indviet 14. oktober i fjor. Udstillingen ’Den Første Kejser – Kinas terrakottahær’ er Moesgaards første særudstilling i det nye museum.

Prins Henrik foretog den officielle åbning af udstillingen 1. april, hvor Hendes Majestæt Dronning Margrethe også var til stede sammen med daværende kulturminister Marianne Jelved, den kinesiske ambassadør i Danmark samt indbudte gæster.

Straks man træder ind i udstillingen med terrakotta-krigerne, bliver man mødt af en knælende bueskytte.

Kun figuren er bevaret, da genstande af fx træ og bambus ikke har overlevet de 2.000 år, der er gået, siden figurerne blev fremstillet.

Alle figurerne er utroligt detaljerede. I skyttens skosål kan man fx tælle 130 søm og nitter, der skulle sikre, at han bedre kunne stå fast.

Udstillingens fire stående krigere. Hver af figurerne vejer 200 kg, kavallerihesten bag dem 500 kg.










Den meget naturtro kavallerihest har mange fantastiske detaljer,
fx omkring ridesadlen.

Meget tyder på, at der ikke blev brugt stigbøjler. Seletøjet har været af læder, som er forsvundet.


Det, arkæologerne fandt i 1974, var kejser Qin Shi Huangdis enorme gravkompleks. Han var konge i den ene af syv rivaliserende stater og samlede Kina til ét rige år 221 f.Kr. Han udråbte sig selv til kejser af det mægtige imperium, som han med hidtil uset brutalitet og kynisme formåede at holde sammen på. Det var desuden ham, der påbegyndte byggeriet af den kinesiske mur. Efter at have regeret 11 år som kejser, døde han pludselig som 50-årig på en af sine inspektionsrejser – efter flere uheldssvangre varsler og tiltagende sygdom. Gennem hele sin regeringstid som konge og kejser levede han med en snærende dødsangst og var på evig jagt efter udødelighed.

Fra det øjeblik Shi Huangdi blev konge, indledte han opførelsen af sit gravmonument, som kongerne af Qin havde gjort før ham. Da han udråbte sig til evig kejser over hele universet, intensiveredes byggeriet, som voksede til hidtil usete proportioner. I den sammenhæng dikterede han skabelsen af den mægtige terrakotta-hær, som blev fundet nær hans gravhøj i dødspaladset. De svært bevæbnede krigere og kejserens embedsmænd har her siden hans død i 210 f.Kr.bevogtet kejseren i hans efterliv i det underjordiske rige.




Stående bueskytte, klædt i lang tunika med bælte om livet og korte bukser.

Ved udgravningerne er der fundet 40.000 bronzepile, mens buerne er formuldet.

Bemærk skægmoden, som går igen på andre af krigerne.

Denne prydelse var meget brugt af soldater fra det nordlige Kina.



Brynjeklædt soldat.

De fleste af terrakottakrigerne tilhører infanteriet.

Han har sandsynligvis båret et spyd i sin højre hånd.




Vognstyrer.


Hans funktion var et vigtigt led i krigsførelsen.

Det krævede fire års skarp træning at lære at styre stridsvognen med et forspand af fire heste.


General med fasanhalehat.

Generalerne var de højestrangerende officerer i terrakottehæren. De kendes på deres karakteristiske hovedbeklædning, den såkaldte "fasanhalehat". Ansigtet har et strengt, autoritativt udtryk. For at understrege deres position er lederne af hæren højere end almindelig legemsstørrelse. Ham her er 198 cm høj.


Fra en interaktiv pult kan man på udstillingen more sig med at farvelægge en flok terrakotta-krigere.
Det er en meget populær aktivitet – såvel blandt børn som voksne…

Arkæologerne har nemlig fundet ud af, at terrakotta-krigerne var en farvestrålende hær, selv om der kun er få farverester tilbage på de udgravede figurer.

Farverne var ikke udtryk for soldatens rang, men fra hvilken del af riget, han kom.


Ved udgravningerne af Kejser Shi Huangdi's kæmpemæssige gravmonument er man ikke blot stødt på de ca. 8.000 krigere. Udstillingen på Moesgaard viser en lang række andre spændende arkæologiske fund.

Noget, som især vakte vores nysgerrighed, var to bronzevogne. Ialt er der fundet spor af 130 stridsvogne i træ, som Kejserens terrakotta-hær skulle bruge til at beskytte ham i efterlivet. De 130 stridsvogne var i fuld størrelse 1:1; bronzevognene var fremstillet i halv størrelse. De originale bronzevogne forlader aldrig Kina, men de to, Moesgaard har lånt, er 2 kopier.

Især den ene af disse udstillede vogne, Den Første Kejsers rejsevogn, knytter der sig mildest talt en noget bizzar historie til:

Denne vogn var lukket, så man ikke kunne se ind til de rejsende. Eksperter går ud fra, at bronzevognen er en kopi af den vogn, kejseren brugte på sine rejser rundt i riget.

Nu skulle den føre ham rundt i de udødeliges land. De tre rum i vognen har små vinduer med skydelåger, der giver mulighed for at se ud samt regulere temperaturen efter behag.

Ifølge historikeren Sima Qian dør kejseren på en af sine inspektionsrejser efter tiltagende sygdom. Da Den Første Kejser dør, holder hans embedsmænd og tro ledsagere hans død hemmelig.

De lader den døde kejser fortsætte rejsen i den lukkede vogn, omgivet af sine ældste og mest trofaste eunukker. For at dække over stanken fra liget, bliver vognene i følget fyldt med tørrede fisk!
Mens vognen kører videre med liget af den døde kejser, sendes et forfalsket brev fra kejseren til prins Fusu, der bliver bedt om at begå selmord - hvilket han gør.
Da vognen endelig når frem til hovedstaden, annonceres kejserens død, og hans anden søn, prins Huhai, bliver udråbt til Den Anden Kejser.
Sikken historie!

Som du sikkert kan forstå, er vi meget imponerede over, at det efter flere års ihærdigt benarbejde er lykkedes at skaffe en brøkdel af den berømte terrakotta-hær til Danmark. Det er en udstilling, som vi på det varmeste kan anbefale andre at besøge!





Efter vores mening er det efter invielsen af det nye Moesgaard Museum i oktober i fjor blevet Danmarks flotteste museum med al den nyeste museumsteknologi, man kan forestille sig. En 5-stjernet attraktion, - intet mindre!

Som nævnt i starten, boede vi på DanCamps plads syd for Aarhus, Ajstrup Strand Camping, hvor vi godt kan li' at komme. Herfra er der kun ca. 8 km til Moesgaard Museum.


Praktiske oplysninger:


Moesgaard Museum
Moesgård Allé 15
8270 Højbjerg
Telefon: 87161016

Åbningstider

Torsdag-Søndag 10-17
Tirsdag 10-17
Onsdag 10-21
Mandag lukket

Entré:
Voksne (18+ år): 130,- kr.
Pensionister (65+ år): 110,- kr.
Børn (0-17 år): gratis


 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu