Italien - Ostia Antica - Kitta & Sven

Ostia Antica

Før vores første besøg i Rom 2003 anbefalede en af vore tidligere, gode kolleger os, at vi ikke måtte snyde os selv for at tage ud til Ostia Antica ude ved Middelhavskysten, når vi nu var i Rom. Hun vidste nemlig, vi var meget historisk interesserede – specielt i forhold til Romertiden. Mange tak til Hanne for dét tip!

Det er nemt at tage toget derud fra stationen Ostiense, men man kan også nemt køre derud i bil. Vi har gjort begge dele. Ostia var i Romertiden millionbyen Roms uhyre vigtige havneby ved Tiberens munding.  ’Ostia’ er det latinske ord for ’munding’. Byen ligger ca. 24 km sydvest for Rom. I dag er Ostia i sommertiden en populær bade- og ferieby.

De arkæologiske levn daterer byen til at være opstået i det 4. årh. f.Kr. Byens oprindelige kerne var en lille, befæstet by, hvis befolkning primært levede af at udvinde salt fra marskområderne ved Tibermundingen. I takt med Roms voksende befolkningstal opstod behovet for en handelshavn, der kunne imødekomme storbyens øgede forsyningsbehov. Ostia udviklede sig hurtigt til at være Roms handelshavn. I starten bestod havnen blot af nogle simple kajer langs floden, hvor kun mindre fragtbåde kunne lægge til.

Kejser Claudius besluttede derfor i år 42 at bygge en stor havn, som kunne tage selv de største af datidens fragtskibe. Det største, som er beskrevet i datiden, Isis, var 55 m langt og kunne laste 1.200 tons hvede. Rom havde da et indbyggertal på ca. 1 million, og man skønner, at man årligt importerede op imod 270.000 tons hvede for at brødføde de mange mennesker.

Ud over hvede fra Egypten importerede man olivenolie og vin i amforaer fra Frankrig, kød fra Tyrkiet, metaller fra Nordspanien, krydderier fra Indien, huder og skind fra landene omkring Sortehavet, klæde fra Syrien osv. Endelig hentede man systematisk slaver fra de nordafrikanske kolonier. De vilde dyr, som blev brugt til gladiatorkampe - fx løver, elefanter og næsehorn - blev i store bure sejlet til Ostia og løftet i land af store havnekraner.

Langt hovedparten af al denne import blev losset i Ostias havneanlæg. Når varerne var blevet bragt fra borde, vejet og registreret, blev de lagt i de kæmpemæssige lagerhaller. Herefter blev de senere lastet over i mindre, oksetrukne pramme og op ad Tiberen sejlet ind til Rom. I Ostia var der en hel gade med kombinerede møllerier og bagerier. Man kan stadig se de gamle kværne og bageovne.

Det 2. årh. e.Kr. var Ostias storhedstid. Byen havde et levende handelsliv, og en del forskellige nationaliteter holdt til i byen. Der var en stor indvandring fra Roms provinser, og det er dokumenteret, at der har været embedsmænd, handlende og håndværkere fra bl.a. Nordafrika, Spanien, det nuværende Syrien, Egypten, Tyrkiet og Grækenland. I 200-tallet voksede Ostias indbyggertal fra 50.000 til 75.000. En væsentlig del af disse var havnearbejdere og slaver. Det tog typisk mellem 6 og 8 dage at tømme et skib med 250 tons korn.

Som i alle de andre romerske byer var der også i Ostia et teater. Og som det også andre steder er tilfældet, er Ostias delvis rekonstrueret. Dog så sent som i 1940, så man kunne opføre teaterforestillinger i forbindelse med Verdensudstillingen i Rom 1942. Hver sommer bliver teatret stadig brugt til forestillinger.

I hele handelskvarteret,  Piazzale delle Corporazioni, som ligger umiddelbart op til det flotte teater, kan man se de sort/hvide mosaikker, hvis motiver vidner om havne- og handelslivet.

Her følger nu en lang stribe af billeder fra gader og stræder, af forretninger - startende med fiskehandleren - efterfulgt af billeder fra termer, boligkvarterer, templer, fra Forum osv.

Byen bestod primært af forrådslagre, kæmpemæssige kornmagasiner, handelspladser, et forum, teater, templer, badeanlæg, rigmandsvillaer og store boligblokke på mellem 2 og 5 etager. Når man går rundt i Ostia i dag, kan man fint fornemme, hvordan byen var bygget op - alt efter funktion. I boligblokken, som ligger langs den gade, man kalder Via di Diana, findes den forretning, vi er mest fascineret af, den velbevarede Dianas Bar. Den ligger omme i en sidegade til hovedgaden Decumano Massimo - og kan vel nærmest sammenlignes med vore dages lokale bodega eller café. Her kunne man droppe ind og få noget snack eller en stegt pølse og et krus varm vin, sødet med honning.

I senantikken ændrede Tiberen sit løb, og havnen i Ostia sandede til. Dette betød en langsom død for byen, og den blev langsomt opgivet og forladt. Sandflugt begravede byen – næsten ligesom det skete med Skagens tilsandede kirke. Derfor er en stor del af den gamle bygningsmasse stadig utrolig velbevaret. I dag ligger kystlinjen 3 km længere ude, end den gjorde i Romertiden.

Op gennem århundrederne var Ostia udsat for det, man kan se utallige andre steder: Byen fungerede mere eller mindre som ét stort genbrugslager af byggematerialer. Især var der bud efter marmor. Ligeledes foregik der en alvorlig plyndring. Mange af de fine romerske fund, der i dag pryder museumssamlinger i mange europæiske lande, stammer fra disse plyndringer.

Dette blev stoppet, da man i 1802-1804 påbegyndte de systematiske arkæologiske udgravninger af Ostia, som stadig finder sted. Omkring to tredjedel af den gamle havne- og handelsby er i dag udgravet. Især er det kejser Trajans ombygning og udvidelse af havnen med et 6-kantet havnebassin i år 100 e.Kr., som har arkæologernes opmærksomhed.

Tilbage til indledning