Det daglige brød

Slægt > Livshistorier

Svens mormor

Det daglige brød på landet

Min mormor hed Martha Christine Christensen. Hun blev født den 12. maj 1898 i den lille landsby Stade i Burkal Sogn i Sønderjylland. Her havde hendes forældre et husmandsbrug.

Vi ved fra Tingbogen, at faderen ejede gården i Stade fra 14. december 1894. På kortet herunder fra 1893 ses Stade. Martha blev født i 1898, og artiklen her handler om hendes bardomsoplevelser i hjemmet i Stade.

Stade er stadig et lille landbysamfund med gårdene tæt placeret ved siden af hinanden.

Adressen eksisterer endnu, men vi tror, at det oprindelige hus ikke eksisterer mere. I BBR-oplysningerne står der, at huset er fra 1920. Hendes forældre ejede gården til 1925, men må have forpagtet den ud fra ca. 1918, hvor de boede i Bylderup-Bov.

Måske er ejendommen brændt i 1920, - vi ved det ikke.

Men nu til begyndelsen:

Hendes forældre var Hans Ingvert Christensen, født 1.maj 1855 i Burkal Sogn og Ingeborg Kirstine Outzen, født 3. januar 1861.

De blev gift i Medelby, som i dag ligger på den tyske side af grænsen. Her blev deres 2 ældste børn født. Herefter flyttede de til Hajstrup i Bylderup Sogn, hvor de fik 2 børn mere. En søn på 4 døde, kort før de flyttede til Stade.

På gården i Stade blev det til 5 børn, så husstanden bestod af 2 voksne og 8 børn. Der skulle meget brød på bordet.

Og det er, hvad denne lille anekdote skal handle om. Vi er nemlig så heldige at have et skrift, hvor Martha fortæller om bagetraditionerne på gården i Stade. I dag er det svært at forestille sig, hvor meget arbejde det kostede at sørge for brød til familien.

Dette billede af Ingvert og Ingeborg er det eneste,

vi i familien har af dem.

I 1960'erne havde Martha besøg af folkemindesamler, politiassistent Knud Jensen fra Padborg, som lavede nogle samtaler med hende omkring de skikke og traditioner, der var knyttet til bagningen i hendes barndomshjem. Dette skrev Knud Jensen ned på skrivemaskine og samlede det til et lille hæfte.

Tiden, Martha beskriver, er fra begyndelsen af 1900-tallet. Området var jo tysk, og en preussisk lov fra 1872 påbød, at huse med stråtag skulle have et muret bagehus i nogle meters afstand fra andre bygninger. Det havde naturligvis det formål at forhindre ildebrand.

Tekst og illustrationer gengives her:

Forsiden af hæftet.
Se en pdf-fil af hæftet her!

Om bagning

Meddelt d. 5/10 1966 af Martha Christine Hartung, født Christensen, f. 12/5 1898 i Stade, Burkal sogn, boende i Lendemark, Bylderup sogn. Optegnet af Knud Jensen, Padborg.

Martha Hartungs barndomshjem var et husmandssted i Stade. Der bagte de selv deres rugbrød indtil omkr. 1915. Bageovnen var opført af teglsten og havde oval grundflade. Den var anbragt i "æ ba·ch-hus" (ovnhuset), en bygning, der lå for sig selv ved gården.

Dagen før selve bagedagen, hen mod aften, blev dejgen æltet i "æ ba·ch-trow" (dejgtruget), der var af form som en kiste. Rugmelet blev blandet med lunkent vand og "æ sy·ring" (surdejgen), der var gemt fra sidste bagning, blev smuldret i lunkent vand og tilsat. Når det var godt gennemæltet, blev dejgen anbragt i den ene ende af dejgtruget, og så trak - tegnede - moderen med pegefingeren et stort kors på dejgen. Ingen andre end hende selv måtte gøre dette.
Så blev dejgen dækket med et "ble" (lagen) og med "æ mjølsæk". Hvis det var koldt, blev yderligere en langpude lagt over dejgen.

Dejgen "løjtest" (hævede) så om natten. Næste dags morgen blev den omæltet og mere mel blev tilsat.
Imens blev der fyret i ovnen. Det var faderens arbejde. Han fyrede med lyng alene. Det fandtes der dengang meget af på egnen. Når ovnen var "vi’e" (hvid) indeni af varmen, var den rede til bagning.

Med en kniv delte moderen nu dejgen i stykker, der hver vejede ca. 4 kg., og hvoraf hun lavede et brød. Med fingeren prikkede hun et antal huller i én række ovenpå hvert brød.
Af rugbrødsdejgen tog moderen nu også et stykke fra til "sy·ring" til næste bagning. Det formede hun rundt som en stor, lidt flad bolle, og anbragte det på en tallerken Derefter lavede hun et mærke på denne surdejg, og det foregik på den måde, at hun først med venstre tommelfinger trykkede en fordybning midt på surdejgen. Med begge tommelfingre samtidig trykkede hun derefter to nye fordybninger - én på hver side af den første - og dette gentog hun to gange mere, hver gang uden for de første fordybninger, indtil der var ialt 7 huller i én række (fig. l). Så lavede hun på samme måde tre huller på hver sin side af det midterste hul, men denne gang på tværs af den første række. På den måde lavede hun et korsmærke bestående af lutter huller (fig. 2).

Hun dryssede derpå salt i hullerne, og kun dér. Hun fremsagde ingen besværgende ord og angav ingen grund til, at det skulle laves. Surdejgen blev så sat bort til næste bagning.
Også dette mærke i surdejgen tillod moderen ingen anden end sig selv at anbringe. Først da Martha Hartung var 15-16 år gammel, fik hun lov til at lave det. Hun havde da længe hjulpet til ved bagningen og havde utallige gange set moderen anbringe mærket.
Ved hjælp af "æ rach" (ovnragen, af jern med træskaft) blev gløder og aske skrabt ud - ned i et hul forved ovnen, og så skulle gistningen foregå. Til denne proces havde man et redskab, kaldet "æ gjæstenbrædt". Det var et langt brædt, der i den ene ende var forsynet med et håndtag, omtrent som fig. 3. 7-8 brød blev nu
anbragt på gistnebrædtet, der var godt fugtet med vand, for at der ikke skulle gå ild i det, og stukket ind på bunden af den hede ovn. Der blev det holdt så længe, at der netop dannede sig en tynd skorpe på brødene. Det blev derefter straks taget ud igen. Denne behandling, som alle brød gennemgik, kaldtes "o gjæsten" (= at gistne).
Efter gistningen blev brødene smurt over med vand ved hjælp af en børste, og så skulle den egentlige bagning foregå. Et for et blev brødene med "æ skøssel" (så ud omtrent som fig. 4) stukket ind på ovnbunden. Dette var også faderens arbejde.
Ovnlugen, der blev sat for, var af træ. Den blev lagt i vand inden brugen, og dampede rigtig, når den var sat for på grund af varmen inde i ovnen. Senere fik de en luge af jern.
De bagte som regel 20 rugbrød af ca. 100 pund rugmel. De bagte én gang hver måned.
Yderligere bagte de 3-4 sigtebrød. De "timset" (sigtede) selv deres rugsigtemel i en "tims" (si). Sigtebrødsdejgen fik tilsat gær, som købtes hos købmanden, og brødene blev smurt med "bjæst" (råmælk). Når en ko havde kælvet, blev noget af råmælken blandet med salt og hældt på en flaske. Så kunne det holde sig og opbevares ret længe, men hvis det alligevel slap op, kunne man næsten altid låne noget hos naboerne.

Rugbrød kaldte de "brø·" (brød) og sigtebrød "råwkach" (rugkage). Skorpen kaldte de "æ ring".

Af rugsigtemel tilsat gær (altså sigtemelsdejg), lidt fedtelse og lidt sukker eller sirup bagte de også "klapkacher". Moderen formede dem runde, omtrent som en pandekage, store som en almindelig tallerken og ca. 1½ cm tykke. Disse kager blev prikket med en gaffel og smurt med "bjæst". Hver af børnene fik en sådan kage på bagedagen, og Martha Hartung mener, at hendes far også fik én. De smagte herligt, siger hun.
Både rugbrød, sigtebrød og klapkager bagtes direkte på ovnbunden ("æ a·n").

Til jul bagte moderen også "råwmels-knæpkacher". Hun lavede disse af rugsigtemel med sukker, fedtelse og natron. De blev skåret ud med en kagetriller, var rektangulære i form, ca. 6x10 cm store og 1½ cm. tykke. De blev også prikket med en gaffel. Så længe Martha Hartungs far levede, ville han kun have den slags knæpkager (ikke dem af hvedemel), og melet til kagerne skulle være det rigtige! Det måtte ikke købes hos "æ høker", men skulle hentes på møllen!
Knæpkagerne bagtes på jernplader.
Til jul blev der også altid bagt "spel-bækkenøjer" (spille-bager-nødder?). Det er det samme, som andre steder kaldes pebernødder, og de bagtes af sigtemel med sirup og smør. Dejgen blev rullet i pølser, og så sad børnene og skar disse pølser ud i små skiver.
I juledagene spillede børnene og forældrene med spelbækkenøjerne, og de blev brugt gang på gang, indtil de næsten var sorte af de mange små fingre. Faderen sømmede en pind fast midt på "æ døns-bord", således at sømmet sad i den ene ende af pinden, der på den måde næsten lignede viseren på et ur. Så skrev han med kridt på bordpladen tallene fra 1–12 i en cirkel rundt omkring pindens yderbane, og så havde de en "møl·" (roulet), som var sjov at lege med. Hvert barn fik tildelt et antal pebernødder, og faderen lod så pinden snurre. Hvis den stod stille ved et lige tal, fik barnet så mange pebernødder, som tallet viste, men standsede den ved et ulige tal, så skulle barnet jo aflevere netop det antal pebernødder.
Sommetider gættede de også med pebernødder. De var to om det, og det ene barn holdt nogle pebernødder i den lukkede hånd og sagde: "hjort te· - hund spre·, gæt hwo manne æ har i min re·". Hvis den anden så gættede rigtig, så var pebernødderne hans.

Martha Hartungs moder: Ingeborg Christine Christensen,
f. Outzen, f. 3/1 1861 i Bredevad, Bylderup sogn. Død 8/3 1935 i Bylderup sogn.
Datter af:
hyremand Poul Hansen Outzen og Anna Elisabeth Outzen, f. Johannsen i Bredevad.

Martha Hartungs fader: Hans Ingvert Christensen, født på Rens Mark i Burkal sogn.

Vi synes, det er en fantastisk beretning om livet på landet, om tro og overtro, om nødvendigheden af, at bagningen lykkedes hver gang. Det handlede om overlevelse. Man bagte rugbrød til en måneds forbrug, så hvis noget gik galt, var det en ulykke. Brødet var sikkert lækkert de første dage, men hvad med sidst på måneden? Der skulle sikkert gode tænder til at komme igennem det, - og tandbørsten var ikke opfundet!!

Tegnet, der blev sat i brødet efter faste ritualer, skulle symbolisere korset. Man måtte altså have religionen og overtroen til hjælp for at mane onde kræfter bort.

Surdejen var hjertet i processen. Skete der noget med den, kunne man dog regne med at få lov at låne / få noget af sine naboer.

Gården på Sottrup Mark.

Andreas som soldat 1913

Marthas liv som voksen blev noget anderledes. Traditionen med at bage rugbrødet selv forsvandt. Man købte det hos bageren. Derimod bagte hun masser af andet bagværk, kan jeg huske - franskbrød (på sønderjysk "ka·ch"), sigtebrød og alle slags kager og småkager til de overdådige, sønderjyske kaffeborde.

På sin fødselsdag - 12. maj 1920 - blev Martha gift med Andreas Jessen Hartung. Hun fik hans efternavn, Hartung.

Andreas var født i Esbjerg 25. juni 1888, men som lille flyttede hans familie til Bylderup Sogn.

Han overtog sine forældres gård i 1913, og har derfor haft mulighed for senere at forsørge en familie.

Han var tvangsudskrevet, sønderjysk soldat på tysk side i 1. verdenskrig fra 1. august 1914 og helt til 17. december 1918. Som alle sønderjyske mænd, der havde deltaget i krigen, havde han ar på sjælen. De ville ikke tale om deres grufulde krigsoplevelser, og psykologhjælp var ikke på tale. Han var stolt af, at han ikke havde været såret, men han var plaget af gigt, fordi kulden ved Østfronten havde skadet ham, og han havde et sår på skinnebenet, som ikke ville hele.