Just Thomsen
Slægt > Livshistorier > Børnene
Just Thomsen
1808 - 1888
Læs først siden om hans far – Thomas Bisp, der blev henrettet den 22. juli 1822. Faderen havde slået sin kone Maren Justdatter ihjel med arsenik efter tjenestepigens tilskyndelse.
Det her er historien om, hvordan faderens forbrydelse påvirkede sønnens liv.
Just blev døbt 31. januar 1808. Hans storesøster var 1 år ældre end ham, og han havde en halvbror, der var 4½ år ældre.
Uheldigvis må det være en ældre vikar for præsten, der har skrevet dåben ind. Jeg har aldrig før set 3 børns dåb skrevet ind i samme rubrik. Justs forældre er skrevet som nummer 2 par og den tekst, der tilhører hans dåb, er skrevet nederst. Sikke noget rod.
Han blev båret af Jens Slot's datter, Maren. Øvrige faddere var Christen Pedersen, Brovst, Jens Thomsen, (farbror fra Øland Sogn), Søren Sørensen og Jens Justesen (morbror) ibid.
Just's barndom har lignet de andre fæstebønders børns barndom. Fra tidlig alder måtte man hjælpe til, men skolegang var også vigtigt. Han har ikke kendt til sult, og der har også været tid til at lege.
Alt så lykkeligt ud lige indtil sidst i juni måned 1821, hvor hans mor blev forfærdeligt syg og døde.
Da herredsfogeden og sognerådsformandens fine vogne rullede ind på gården i Sønderøkse den 3. juli 1821, forandrede livet sig drastisk. Faderen kom i forhør, og tilstod straks, at han havde slået sin kone ihjel med rottekrudt. Faderen havde forelsket sig i tjenestepigen, og hun havde tilskyndet Thomas Bisp til at forgive konen med rottekrudt, så de kunne blive gift. Forhøret varede til klokken 4 om morgenen. En række personer blev afhørt, og til sidst børnene på gården. De har været skræmt fra vid og sans og turde intet sige.
Justitsprotokol (Børnene afhøres).
Thomas Bisp blev atter fremkaldt og forklarede, at han ikke havde flere tjenestefolk end den omforklarede tjenestepige og ingen flere husgesinde undtagen hans 5 børn, nemlig 1 søn Thomas 17 aar, 1 do. Just 13 aar, 1 datter Margrethe Marie 15 aar, 1 do. Maren 11 aar, 1 do. Margrethe 6 aar.
Alle børnene forhørtes nu efter tur, men der fremkom intet nyt i sagen. De vidste ikke, hvad der havde foranlediget moderens sydom, udover hvad rygtet havde sagt, de havde intet mærket til misforstaaelse mellem den dræbte og Thomas Bisp eller nogen ualmindelig fortrolighed mellem Ane Margrethe og deres fader, ligesom de heller ikke havde hørt, at de to tiltalte før skulle have gjort sig skyldige i nogen forbrydelse.
Sidst på dagen den 4. juli blev faderen og tjenestepigen kørt til Hjørring Arrest.
Børnene var nu forældreløse. Heldigvis boede deres farbror på nabogården, så helt alene har de ikke været. Gården blev forseglet og blev ikke drevet det næste års tid. De må have fået fattighjælp fra sognet i den næste periode. For Just og storesøster Margrethe Marie gjaldt det om at blive konfirmeret, så de kunne komme ud at tjene. De blev begge konfirmeret i 1822, og præsten skrev om Just:
Just's far havde været hjælper for præsten og bl.a. siddet i fattigkommisionen, så han omtales kun som gårdmand, og der står ikke, hvor han opholdt sig. Just fik fine karakterer: ret vel oplyst, flittig og sædelig. Fattige folks børn fik virkelig en dårlig bedømmelse.
De fleste konfirmanter var vaccineret af præsten, og præsten havde lært Just' far, hvordan man vaccinerer mod kopper.
Thomas Bisp blev halshugget 22. juli 1822 på grufuld vis. Vi ved, at den ældste søn var tilstede ved henrettelsen, men det har Just næppe været.
Alle børnene holdt tæt sammen og blev boende i Sønderøkse de næste år. Just var fadder til storebroderens 2 ældste børn i 1827 og 1829. Herefter kan jeg ikke finde Just. Han må være et eller andet sted ved folketællingen i 1834, men diverse indexerede kilder kan ikke finde ham. Måske er han skrevet som Jens Thomsen. Han er ikke skrevet ind på afgangsliste fra Brovst i perioden 1829 til 1834.
Først ved folketællingen i 1840 kan jeg finde Just igen. Men kan det virkelig passe, at Just er blevet gårdmand langt væk fra Brovst?
FT 1840 Aalborg, Hornum, Sønderholm, Thostrup Bye, en Gaard
Just Thomasen, 32, Gift, Gaardmand
Maren Sørensdatter, 41, Gift, hans Kone
Maren Kirstine Sørensdatter, 13, deres Børn
Lars Christian Sørensen, 11, deres Børn
Johanne Marie Sørensdatter, 9, deres Børn
Lars Jensen, 74, Enkemand, Aftægtsmand
Peder Christian Jensen, 20, Ugift, Tjenestekarl
Det er da noget af et mysterium, hvordan Just pludselig ender i Sønderholm Sogn, som ligger mellem Ålborg og Nibe. Ydermere ankommer han til sognet 17. marts 1839 og bliver gift med Maren Sørensdatter 3 uger efter, nemlig den 5. april 1839. Marens første mand, Søren Christensen var gårdfæster under St. Restrup Hovedgård, og han døde 21. januar 1839.
Her er Just på tilgangslisten til Sønderholm Sogn:
Jeg havde længe undret mig over, hvordan det her kunne ske. Ifølge tilgangslister og afgangslister har Just ikke tidligere opholdt sig i sognet.
Bendt Knudsen har sendt mig et dokument, som forklarer, hvad der skete:
Just Thomsen var købmandskarl i Aalborg, hvor de var vant til at handle og spænde fra hos, når de var kørende til Aalborg, det fortælles at Maren selv tog til Aalborg og friede til Just Thomsen efter mandens død. Han var fra Sdr. Økse søn af den Thomas Thomasen Bisp, der blev halshugget i Hjørring for at have givet sin kone rottekrut (arsenik). Just var dygtig og solid, han har vel også haft lidt på kistebunden
Pludselig er det her jo en rørende kærlighedshistorie. Maren har været forelsket i købmandskarlen, måske også før manden døde, og så tog hun selv initiativ til at finde sin fremtidige ægtemand. Hellere det end at blive prakket en ægtemand på, som herremanden udvalgte.
Her er vielsen i kirkebogen:
Ungkarl Just Thomasen fra Sønderøx
i Broust Sogn nu fæstegaardmand i Tostrup
vaccineret 25. sept:1827 er 31 Aar gl.
Søren Christensens
Enkekone Maren Sørensdatter
af Tostrup 40 Aar gammel
Ved folketællingen i 1840 var Lars Jensen på aftægt, dvs. at Just også skulle forsørge ham. Lars Jensen havde været gårdejer på gården, før Søren overtog den. Lars (Laurits) var Sørens stedfar. Begges navne er skrevet på matrikelkortet fra 1814. Matrikelnummeret er 3b.
Her ses hele bebyggelsen i Tostrup By.
I 1840 var der 8 gårdmandsfamilier, 11 husmandsfamilier og 1 daglejer med selvstændigt hus. Allernederst i højre hjørne af kortet er et gult område. Det var en lergrav, der var fælleseje. Det skal man kunne enes om.
Just var jo tilflytter, der kom nordenfra, - gad vide, i hvor høj grad han blev integreret i dette lille samfund.
Gården var en fæstegård, så han skulle betale landgilde (penge eller afgrøder) til godsejeren på Store Restrup Hovedgård, og møde op til hoveri på godsejerens marker, når det passede godsejeren. Det betød, at driften af hans egen gård kom i anden række. Godsejeren på daværende tidspunkt hed Rasmus Roulund, og han var kendt for at føre retssager mod sine fæstebønder for den mindste forseelse.
Billede af Store Restrup omkring 1860
Citater fra Landbyhistorier:
"I 1826 solgte Raben-Levetzau godset til auditør Rasmus Roulund for 45,000 Rdl. sølv. Rasmus Roulund var født i Odense, hvor faderen dengang var gæstgiver."
"Roulund var fra stændertidens begyndelse og til sin død valgt af sædegårdsejerne i Aalborg Amt som deputeret til Stænderforsamlingen. Her blev han omtalt som hørende til blandt de mest fordomsfrie medlemmer og en mand med et klart hoved og skarp tunge. Særligt elsket i stændersalen har han sikkert ikke været, hvis man skal dømme efter en stændervise, hvor man har søgt at karakteriserede forskellige deputerede:
Når Roulund tutter Munden ud og griber sig i Lommen, saa vælder der et rædsomt Flud af Ondskab ud af Vommen."
"I 1826 forbød herskabet på St. Restrup således alle gård- og husmænd at have indsiddere (lejere) eller andre løse folk til huse; aftægtsfolk var dog undtagen. Overtrædelse ville blive straffet efter loven. Loven hjemlede godsejeren ret til dette forbud, og han har vel som mange andre af tidens godsejere, ved hjælp af denne bestemmelse, villet skaffe herregården billige daglejere og tjenestefolk.
Det var der faktisk også behov for, for det var stadig problemer med hoveriet. Således havde husmand. Jakob Hansen fra Tostrup nægtet at luge kartofler med hænderne; han idømtes derfor en bøde til sognets fattigkasse, og dobbelt så stor, fordi nægtelsen var sket i andres påhør.
I 1832 klagede forvalter Hvilsom over, at Lars Nielsen Vrads, Niels Poulsen, Charsten Jensen med flere, alle af Frejlev, samt Christoffer Frederiksens enke, Ove Nielsen og Jakob Nielsen af Leere havde nægtet at gøre hovarbejde. De mødte heller ikke til forlig og idømtes derfor bøder.
I 1833 var det galt med Anders Gjørtler, Peder Thomsen og Knud Jakobsen af Sønderholm og Svend Christensen af Tofterup. De er udeblevet uden at give årsag; nu gav de til grund, at de havde arbejde hjemme, hvad retten dog ikke fandt var lovlig årsag. I disse tilfælde vandt Roulund processerne. I en anden sag indklagede han folk for at stjæle i hans skove. Til deres forsvar hævdede de, at de kun havde samlet nedfalden brænde, hvad de havde ret til. I disse sager tabte han. Så indstævnede han skovfoged Thomas Therkildsen for at have forbrudt sit fæste, fordi han ikke i tilstrækkelig grad dæmmede op mod skovtyverierne. Men her tabte han igen."
Lidt om fæstegården i Tostrup by
Ved jordudskifningen i 1786 blev alle fæstegårde i landsbyen gjort lige store, nemlig af hartkorn 4 tønder. Længere tilbage i tid måtte flere forlade fæstet pga. armod. I 1788 blev Christen Christensen fæster af gården. Gården bestod på dette tidspunkt af stuehus 9 fag, 1 lade 13 fag, stald og fæhus 9 fag. Fæstegården var meget forsømt, så Christen fik af herremanden materialer til at udbedre skaderne, men måtte selv udføre arbejdet. Han var gift med Maren Sørensdatter, og parret fik 3 børn. Den næstældste søn hed Søren, født 1794.
Chresten døde 1797, 44 år gammel, hvorefter Maren giftede sig med Laurs / Lars Jensen. Han blev dermed ny fæster af gården. Jorden til gården lå dels inde i byen, dels nord for byen i det yderste af ejerlavet.
9½ fag, 1 lade 13 fag, stald og fæhus 9 fagstuehus 9½ fag, 1 lade 13 fag, stald og fæhus 9
Kortet dækker perioden 1814 til 1866. Der er ikke tegnet nogen gård på kortet.
Vejen til Ålborg går gennem gårdens nordlige marker.
På dette tidspunkt var matrikelnummeret blot 3 uden andet bogstav bagefter.
I 1824 overgav Laurs Jensen fæstet til sin stedsøn Søren Christensen. Den gård Søren overtog var uden mangler, så Laurs har holdt sin fæstegård i fin stand, selvom det var vanskelige tider for landbruget efter statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge året efter. Der oprettedes en aftægtskontrakt for Laurs, og denne kontrakt kunne ikke brydes. Da Søren nu var gårdfæster kunne han gifte sig med Maren Sørensdatter. Hun var et godt parti, idet hendes far også var gårdfæster i Tostrup By, nemlig på matrikel 1a.
I ægteskabet med Søren var der 3 børn.
Søren Christensen døde 21. januar 1839, og så er det jo, at Just på forunderlig vis kom ind i billedet. Just var en stabil mand og en god bonde, så Maren så rigtigt, da hun friede. Just og Maren fik ingen børn sammen.
I skiftet efter Søren Sørensen får man et indblik i, at det var en fæstegård i god stand, og økonomien var også god. Skiftet finder sted 1 måned efter Sørens død. Maren var ikke interesseret i at sidde i uskiftet bo. Hun havde en ægtemand i kikkerten.
Se hele skiftet her.
I dokumentet om gårde i Tostrup er der på side 13 en beskrivelse af gården. Den er fra 1827, hvor Søren overtog gården:
Stuehus i øster og vester, bygget af fyr over og undertømmer, klinede vægge, stråtag 9 fag med udskud i vester ende, med loft over 6 fag fra øster ende 1 fag kammer, 3 fag til storstue, 2 fag til sovekammer, 1 fag til køkken, 2 fag til bryggers med skorsten med bageovn og kedel i grube, ovn i sovekammer i god stand uden mangler.
Laden vester i gården, 13 fag med udskud for sønder ende af eg og fyr undertømmer og fyr overtømmer, klinede vægge, stråtag uden mangler.
Et hus norden i gården, 7 fag af fyr under og overtømmer, klinede vægge, stråtag, indrettet fra vestre ende 1 fag til hakkelselo, 3 fag til stald, 2 fag til fæhus, 1 fag til fåresti, i god og brugelig stand.
Vi er så heldige, at Justs fæstebrev også kan findes på nettet:
Jeg hæfter mig ved, at Just har betalt 100 Rigsdaler for at få fæstet. Det er mange penge for en købmandskarl. Han arvede intet fra sin far og mor, alle hans søskende var fattige på dette tidspunkt. Han kunne ikke låne penge af farbror Søren Bisp. Han gik fallit med sin fæstegård i 1827. Har han virkelig sparet så mange penge op fra konfirmation i 1822 til nu, eller har købmanden lånt ham noget af beløbet? Fik en købmandskarl gode drikkepenge af bønderne, når de kom til staden?
For godsejeren Rasmus Roulund på Restrup Gods, var det meget vigtigt at bønderne overholdt hoveribestemmelserne, som han kunne revidere efter forgodtbefindende.
Rasmus Roulund døde 1. marts 1845, 51 år gammel. Ved folketællingen 1845 var han altså stadig godsejer. Der var ansat 16 tjenestefolk, 1 gartner, 1 skytte, 1 husjomfru og 1 lærerinde. Der var 7 børn i ægteskabet. Enken drev godset frem til 1847. Rasmus Roulunds gravsten står på Sønderholm Kirkegård.
Just havde i 1845 ingen tjenestefolk, men sikkert god hjælp af både konen og børnene. Der blev sparet penge op, så han med tiden kunne blive selvejer, og slippe for hoveri.
FT 1845 Aalborg, Hornum, Sønderholm, Tostrup By, En gaard
Just Thomasen, 37, Gift, Gaardmand, Brovst sogn Maren Sørensdatter, 46 Gift, Hans kone, Tostrup
Maren Kjerstine Sørensdatter, 18, Ugift, Deres børn, Tostrup
Lars Christian Sørensen, 16, Ugift, Deres børn, Tostrup
Johanne Marie Sørensdatter, 14, Ugift, Deres børn, Tostrup
Godset blev købt af Th. J. A. Mollerup i 1847. Han var cand jur., men kunne åbenbart ikke selv rette sig efter loven.
Mollerup havde skrevet en falsk obligation på 10.000 Rdl. og var derefter flygtet ud af landet, men blev pågrebet i Hamborg og døde i fængsel. Hans fallitbo skilte nu bøndergårdene ud fra godset, mens husmændene vedblev med at være husfæstere.
Her var chancen for at blive selvejerbonde, så det udnyttede Just. Måske var han lidt forsigtig, - han havde jo oplevet, at storebror Thomas gik falit med fødegården, og at farbror Sørens gård også kom på tvangsauktion. Jeg tænker, han har studeret betingelserne for købet meget grundigt. Tiderne for landbruget var blevet helt anderledes end i 1820'erne, så mon ikke det var en god idé.
Her er købekontrakten:
Kontrakten er indgået og underskrevet 15. august 1847. Sælgeren var Mollerup, selvom godset samme år gik fallit. Købssummen var 1600 Rbd., heraf skulle 400 Rbd. betales kontant den 11. december 1847. 1200 Rdb. skulle være lån til 4% p.a. I hele 1847 skulle Just udføre hoveri og betale landgilde. Kunne Just på 8 år have opbygget en kapital på 400 Rbd?
Økonomisk set gik godset en urolig tid i møde. Efter Mollerups fallit, "købte" A. W. Schønau godset, men kunne ikke overholde købekontrakten og fik aldrig skøde på godset. Herregården kom på tvangsauktion i 1851. Samme år fik Just tinglæst sit skøde.
Men økonomisk gik det godt for Just. Han var ikke i risiko for at gå fallit.
Ved folketællingen i 1850 boede alle børnene fortsat hjemme. Maren Kirstine var nu 23 år, Lars Christian 21 år og Johanne Marie 20. Man må sige, de alle var mere end voksne. Jeg ser det som et tegn på velstand. Desuden var der råd til en tjenestekarl. Marens børn har selvfølgelig arbejdet på gården, for at Just kunne lykkes med sit projekt. Han ville bygge en ny gård på markerne matrikel 3a, som lå nordligt i Tostrup Ejerlav.
Den nye gård blev bygget i perioden mellem 1851 og 1855. Brandtaksationsarkivalier er ikke tilgængelige for perioden, så vi ved ikke, hvor store gårdens bygninger var. Men Just har i hvert fald været en mand med ambitioner.
Bendt Knudsen har sendt mig et billede af dette maleri. Anders Hune har malet det sidst i 1940’erne. Maleriet viser Restrup Skovvej, gården til venstre er matr. 3a. I fortsættelse af vejen ses Råhøj i toppen af maleriet.
På maleriet kan man virkelig se, hvor smukt og kuperet landskabet er. Hvis jeg ser bort fra telefonpælene, kan jeg for mit indre blik se, Just pløje, så og høste her.
Kortet her er fra Trap Danmark og tiden er langt senere, 1955, men man kan se sognets udbredelse. Restrup Hovedgård var på dette tidspunkt blevet til husmandsskole. Justs gård var og er placeret ved den røde pil. Adresse: Restrup Skovvej 45.
Tæt på gården lå bakken Råhøj, som var 65 meter over havet. Jeg vil tro, at Just ofte er gået herop for at nyde synet af sin nye gård, landskabet og Limfjorden i det fjerne. Han må have følt sig heldig og lykkelig.
En del af den oprindelige fæstegård, som lå i Tostrups Bys midte, udlejes i første omgang. I 1854 får han tilladelse til at dele de to jordlodder med hvert sit matr. nr. 3a for den nordlige parcel med størst areal og den bynære med 3b.
Just var kun 47 år, da han vælger, at sælge gården til sin stedsøn Lars Christian Sørensen. Købekontrakt udfærdiget december 1856. Just har optimeret gårdens værdi fra 1847 til 1856, bl.a. bygget nye bygninger et andet sted. Desuden købte han en engparcel i St Restrup. Og han fik lejeindtægt af de gamle bygninger i bymidten.
Salget er betinget af, at Just, Maren og hendes 2 døtre kom med i aftægtkontrakten. Det er næppe, fordi Just var udslidt eller syg, at han ville på aftægt; men måske var det en tradition at overlade gården til næste generation, når det handlede om en stedsøn og ikke en søn. Det samme skete på denne gård i 1826, hvor en stedfar overdrog gården til stedsønnen mod at komme på aftægt. Lars Christian Larsen blev 5. december 1856 med Ane Margrethe Christensen, en en gårdmandsdatter fra Vokslev Sogn. Overdragelsen af gården passer altså fuldstændigt med, at Lars stifter familie.
Jeg tror, at Just har stillet sin arbejdskraft til rådighed, så længe han kunne. Han blev 80 år, så han har næppe haft et svækket helbred.
Købekontrakten kan du se i sin hele længde her.
Aftægtskontrakten er meget detaljeret og omfattende. Der skal bygges til stuehuset. Størrelsen er angivet til 4 fag, og der er mange beskrivelser, for at det bliver en god og anstændig bolig. Tilbygningen skal stå færdig til indflytning ved slutning af juni måned 1857. De skal have et areal til have 12 alen bred og 12 alen lang til havebrug. Haven skal være indhegnet. Der skal bygges et tørvehus på 3 fag 9 alen bred. Bygningerne skal vedligeholdes med hvidtning og maling og skorstenen skal renses 2 gange om året. Vand må hentes i brønden, og hvis brønden skal repareres, skal ejeren af gården levere vand til aftægtsfolkene.
Just og Maren skal have leveret en række levnedsmidler, bla. 3 potter mælk om sommeren og 2 potter om vinteren. Listen over ting, de skal have leveret årligt er lang. Her nævner jeg blot nogle for os usædvanlige ting: fåretalg, humle, kogeærter, fersk flæsk, gårdål, og udover fårekød ingen okse- eller svinekød. Fårehold har været en vigtig del af gårdens drift, køerne havde man for at få mælk, ost og smør. Gårdål må være ål fanget på engen i St. Restrup. Det har sikkert været vild luksus.
Til opvarmning mm.: rughalm, gulvsand, skudtørv, hedetørv og lyng. Rughalmen var sikkert til sengene, og gulvsand må betyde, at der ikke var trægulv i aftægtsboligen, men at gulvet var hårdtstampet ler, der blev strøet med sand.
Just og Maren skulle modtage 40 Rigsdaler om året, hvis den ene døde det halve beløb. De skulle derudover have ret til at ansætte en tjenestepige, hvis løn ikke måtte overstige 22 rigsdaler om året. De skulle have befordring 4 gange om året til kirke. I tilfælde af sygdom skulle de transporteres til doktor eller præst, dog ikke over Limfjorden.
Han og Maren havde udvalgt en del af inventaret, som skulle følge dem i aftægtsboligen. Bl.a. ønskede de at få kakkelovnen med, men Lars ombyttede den med en ny med komfurindretning. Nu var de ellers blevet topmoderne på gården i Tostrup. Brændekomfuret var en ny opfindelse, som revolutionerede madlavning. Mon ikke Maren har lavet lækre måltider til hele familien.
Han og Maren havde udvalgt en del af inventaret, som skulle følge dem i aftægtsboligen. Bl.a. ønskede de at få kakkelovnen med, men Lars ombyttede den med en ny med komfurindretning. Nu var de ellers blevet topmoderne på gården i Tostrup. Brændekomfuret var en ny opfindelse, som revolutionerede madlavning. Mon ikke Maren har lavet lækre måltider til hele familien.Af møbler til boligen ville de have disse ting med: 2 senge, 2 borde, 5 stole, 1 stort spejl, 1 stueur, 1 klædeskab, 1 andet skab, 1 klædekiste og 1 dragkiste.
Desuden var der en mængde redskaber til brug i husholdning, ølbrygning mm.
Lars Christians 2 søstre er også skrevet ind i aftægtskontrakten. Maren Kirstine Sørensen blev gift 27. marts 1853 med gårdmand Christen Christensen på Sønderholm Mark. Han var netop blevet enkemand og stod alene med 4 børn. Bryllup og medgift var betalt, men Maren Kirstine skulle have penge af Lars, når både Maren og Just var døde, nemlig 500 rigsdaler. Den yngste søster Johanne Marie var endnu ikke gift, så Lars skulle holde hendes bryllup og give medgift: "en god treaars Plag, en fireaars Ko og sex faar". Hun kunne også vælge at få penge i stedet. Desuden skulle hun arve 500 rigsdaler ved forældrenes død.
Johanne Marie blev gift med ungkarl Just Andersen, der boede hjemme på forældrenes gård i Øster Hornum. Ægteskabet blev indgået den 5. juni 1857 og opløst igen inden 1860, idet de begge står som fraskilte ved folketællingen 1860. Johanne Marie blev gift med en husmand 30. november 1861. De boede i Volstrup i Øster Hornum Sogn. Hvem betalte bryllup og medgift 2 gange?
Maren Sørensdatter døde 11 år senere, nemlig den 21. april 1868. Vi ved fra aftægtskontrakten, at sønnen Lars skal betale begravelsen.
Just var som 60-årig enkemand. Lars og Anne Margrethe havde fået 6 børn - og 1 mere var i vente. Lars skulle nu yde mindre ifølge aftægtskontrakten: 20 rigsdaler årligt i penge, samme mængde brænsel, men det halve i naturalier. Måske var kontrakten bare et stykke papir, og tingene er foregået i mindelighed.
Det ser ud til, at Just stadig er sund og rask. Han døde 24. juli 1888, 80½ år gammel. Efter kontrakten skal Lars nu udbetale arven til sine søstre, 500 rigsdaler til hver. Den ældste søster Maren Kirstine blev enke som 48-årig i 1876. Hun giftede sig ikke igen, men drev gården i Sønderholm med hjælp fra tjenestefolk. Den yngste søster Johanne Marie var stadig gift husmandskone i Øster Hornum, og hun havde helt sikkert behov for pengene.
For Lars Christian blev det en dyr aftægtskontrakt, men det stålsatte blik fortæller, at han han har haft succes.
Anne Margrethes stadstøj er smukt og har været dyrt.
Anne Margrethe døde i 1893, og det var kun 5 år efter Just. Hun blev kun 65 år.
Jægerslund, som gården kom til at hedde.
Adresse: Restrup Skovvej 45
Billedet findes på Arkiv.dk
Lars Christian Sørensen gik på aftægt i 1893, samme år som konen døde. Aftægtsboligen var klar, må man sige. Hans næstældste søn Søren Larsen stod nu som ejer af gården. Hans ældste søn valgte at blive lærer, - han hed iøvrigt Just.
Søren Larsen døde i 1922, og nu var det en svigersøn, Jens Damborg, der overtog gården. Han var gift med Magda Kirstine.
Gården var i familiens eje til 1947, hvor Jens Damborg begik selvmord.
Sådan så gården ud i 1946. Stuehuset ser ud til at være fra 1850'erne. Det har 2 skorstene, som enhver gård af en vis størrelse skulle have. Billede fra Det kongelige Biblioteks luftfotosamling.
ejede gården fra 1922 til 1949.
De fik ingen børn. Først i 1949 solgte Magda gården. Hun flyttede til Ålborg og døde der i 1982. Hun blev begravet ved siden af sin mand på Sønderholm Kirkegård.
Gravsten på Sønderholm Kirkegård
Konklusion:
Justs gård hedder i dag Jægerslund. Stuehuset brændte i 1951, så der er ikke noget tilbage af den gård, Just byggede i årene 1851 til 1854. I Justs levetid fandtes Restrup Skovvej ikke. Der var kun
en markvej, der førte til gården. Først i 1914 blev vejen etableret. Behovet
opstod, fordi der fra Restrup Gods blev udstykket jord til husmandsbrug. Du kan
se mere i dette uddrag af tingbogen.
Hvordan var det så at være søn af en morder?
Just valgte at forlade fødeegnen for at se, hvad livet kunne bringe ham. Han var begavet og dygtig. Da enken Maren Sørensdatter tog til Ålborg for at fri til Just, skød han papegøjen. Med ét slag var det ham af søskendeflokken, der klarede sig bedst. Han må også have været en dygtig landmand og en god økonom, da det lykkedes ham at bringe gården frem til velstand. Han blev ikke selv far til børn, men Marens børn betragtede ham som far. Det kan man bl.a. konkludere ud fra, at børnebørn blev opkaldt efter ham. Lars' ældste søn hed Just, og først næste søn blev opkaldt efter sin biologiske far. Maren Kirstine fik også en søn, der fik navnet Just, - og det var ham, der overtog hendes gård omkring 1890. Johanne Marie skulle derimod ikke have en søn, der hed Just. Det var jo netop hendes fraskilte mands navn. Så der var dårlige minder ved det navn.
Just var den, der blev ældst af Thomas Bisps børn. Han kunne let have foretaget en rejse til Brovst, hvis han ville besøge nogle af sine søskende. Fra Nibe var der bådforbindelse til Vendsyssel, og Vendsyssel var en del af Nibes opland. Mon han gjorde det?
Tak til Bendt Knudsen, Frejlev for billeder og dokumenter om gårde i Sønderholm Sogn.
Tak til Per Maack, Hjørring for at finde filer om ejendommen og transskribere de gamle skrifter.