Thomas Bisp
Slægt > Livshistorier
Thomas Bisp
- historien om en morder fra Sønderøkse
Thomas blev halshugget 22. juli 1822 som den sidste i Hjørring Amt.
Hans forbrydelse var, at han havde givet sin kone arsenik skjult i en mellemmad.
Hvorfor i al verden gjorde han det? Var han et ondt menneske?
Her vil jeg fortælle, hvem han var, og hvordan hans liv formede sig fra 1779 til 1822. Denne artikel bygger på kilder, jeg har kunnet finde på nettet. I min familie talte man ikke om mordsagen, og jeg kendte ikke hans navn eller forbrydelsens karakter. Men min morfar havde sagt, da jeg var ganske ung, at jeg ikke skulle søge i slægten, fordi der var natmænd og mordere. Desværre fik jeg ham ikke til at fortælle mere.
Da jeg gik på pension, startede mit slægtsforskerliv, og stor var overraskelsen, da jeg fandt mordsagen. Thomas Bisp er min 3 x tipoldefar. Natmændene har jeg aldrig fundet.
Bortset fra en grøftegraver fra Hannover og en pige fra Odense kom hele min mors slægt fra Brovst Sogn eller sognene i nærheden. Det er sjovt at se, hvor meget familierne fletter sig ind i hinanden, når landområdet er så lille.
Barndom
Thomas var født juli 1779 i Østerby i Øland Sogn i Hjørring Amt. Øland var på den tid omgivet af Limfjorden på alle sider, så det var altså en ø. Hvis man skulle til fastlandet, kunne det foregå ved vadestedet mod nord. Kortet har jeg fundet på 'kortviseren.dk' og er meget yngre, nemlig fra 1870. Broen til Sønderøkse fandtes ikke i Thomas' tid.
Hvis du åbner linket her, kan du se kortet i stor gengivelse og se detaljer. Link.
Midt på øen lå/ligger Oxholm Gods, og Øland Sogns kirke er en del af godset. Oxholm Gods var før reformationen et nonnekloster, - i dag er det privatejet, og kirken er også i privateje, men må bruges til kirkelige handlinger.
Det var altså her Thomas Thomasen Bisp blev døbt om søndagen den 22. juli 1779. I kirkebøger og folketællinger hedder Thomas ikke Bisp som tilnavn; men han og resten af familiemedlemmerne må være blevet kaldt Bisp. Denne fattige familie har ikke nogen forbindelse til ordet biskop, så det må have haft en anden betydning.
Der var 2 bebyggelser på Øland, nemlig Westerbye/Vesterby og Østerbye/Østerby. Du finder matrikelkortet fra 1816 i fuldt format her på Historiske Kort. Hver gang du møder et understreget ord, er der et link tilknyttet. Her kan du se dokumenter om emnet eller det kan være link til en hjemmeside.
Faderen hed Thomas Jensen, var født i Østerby 1754 og var husfæster og fisker. Moderen hed Maren Thomasdatter og var født i Gjøl Sogn. Familien er senere beskrevet som meget fattig.
Præsten i Øland Sogn var enten meget glemsom og sjusket, eller også regnede han ikke småkårsfolk for noget. Han skriver i kirkebogen, at denne familie fik 5 sønner med navnet Jens. Den første søn må være død, før Jens nr. 2 blev født, men der er ikke skrevet dødsfald ind for denne periode. Det var på den tid meget almindeligt, at det næste barn af samme køn fik den afdødes navn. Jens nr. 2 blev voksen, så de efterfølgende børn må have haft et andet navn.
Thomas, som denne artikel handler om, fik i kirkebogen navnet Jens (nr. 4), så om ham ved vi i hvert fald, at han ikke hed Jens. Hvis du vil vide mere om de mange Jens'er, så åbn dette dokument. I dokumentet kan du også læse en beskrivelse af præsten.
Thomas og Maren fik 4 børn, der blev voksne - de 3 på folketællingen 1787 herunder og desuden Søren, født i 1788.
Læg mærke til, at faderen ikke står som husmand og fisker, nej han 'tiener ved fiskerie'. Fra Østerby gik der en vej ned til havnen, og herfra kunne man fiske fra båd. Så Thomas har nok været medhjælper hos en fisker med båd. Han har på den måde sørget for, der var fisk på menuen i familien.
På den tid var religionen meget vigtig, så i forhørsprotokollen 1821, refereres det, at Thomas fortæller, at forældrene efter evne og lejlighed gav ham en god opdragelse, og i skolen fik han en god undervisning i kristendom.
I 1794 kom Thomas til Sønderøkse. Han var da 15 år. Han blev tjenestedreng/karl hos Thøger Nielsen, hvor han var i 8½ år. Hvis man er tjenestekarl så mange år samme sted, må man være en stabil arbejdskraft, og Thomas må have været glad for at være der.
Thomas blev skrevet ind i lægdsrullen i 1795, og han var kun 16 år. Hans højde i tommer er ikke skrevet ind. Det kunne ellers være sjovt at vide, hvor høj han var.
Gad vide om han blev national soldat? Det var oftest karlene på fæstegårdene, der blev brugt i hæren. I 1801 var Danmark i krig mod England. Vi valgte at være på Napoleons side, og det var ikke klogt. En del danske soldater blev krigsinvalider i den krig. Men det ser ud til, at Thomas blev i Sønderøkse.
Ved folketællingen i 1801 var han stadig tjenestekarl hos Thøger Nielsen. Men på nabogården i Sønderøkse boede der en ung pige, der hed Margrethe Marie Sørensdatter.
Søren Jepsen var 65 år og havde 2 tjenestekarle og en tjenestedreng på 12 år. Det kan måske sige noget om, at Søren Jepsen ikke havde så mange kræfter mere.
Den 4. januar 1803 blev Thomas og Margrethe Marie gift i Brovst Kirke. Som gårdmandsdatter havde Margrethe Marie højere status end Thomas, så det var måske Thomas' vej til at blive fæstebonde. Søren Jepsen døde og blev begravet 24. marts 1805. Margrethe Marie var Søren Jepsen og Margrethe Christensdatters eneste barn. Jeg har ikke kunnet finde et skifte efter Søren, som kunne bevise det. Sørens enke vil naturligt arve fæstet, men det vil være nærliggende, at Thomas overtager fæstet. Fæstebreve fra Birkelse Gods er ikke tilgængelige på nettet fra denne periode. Thomas oplyste i forhøret forud for retssagen, at da Margrethe Marie døde "fæstede han sin nuhavende gård i Sønder Økse med tilliggende af omtrent 10½ tdr. agerjord, 20½ tdr. eng og 30 tdr. kærland."
Thomas fik rigeligt brug for kirken fra 1803 til 1806.
- 20. november 1803 blev sønnen Thomas Thomsen døbt
- 19. januar 1806 blev Margrethe Marie begravet.
- Samme dag blev sønnen Søren døbt.
Det var farligt at føde børn dengang. Når unge kvinder døde, var det ofte i forbindelse med fødsler eller barselsfeber. Så 26 år gammel var Thomas blevet enkemand og havde 2 små børn. Nu handlede det om at finde en ny kone.
På kortet kan man se, hvor tæt Sønderøkse lå på strædet mellem Øland og fastlandet. Da strædet havde forbindelse til Limfjorden var der mulighed for at fiske saltvandsfisk meget tæt på.
'Søndagen den 21. marts meldte sig til ægteskab enkemanden Thomas Thomsen i Sønderøkse og pigen Maren Justdatter i Nørøx'. Den 11. maj 1806 blev de gift i kirken. De må have taget hul på det ægteskabelige samliv kort efter trolovelsesdagen.
Maren Justdatter var 31 år og 5 år ældre end Thomas. Hun var født i Nørøkse på en gård. Hun ses her ved folketællingen i 1787.
FT 1787 Hjørring, Øster Han, Brovst, Nørøx
Just Christensen, 59, Gift hosbonde, bonde og gaardbeboereMaren Iversdatter, 41, Gift madmoder
Just Justesen, 17, Ugift barn af andet egteskab
Anders Justesen, 14, Ugift barn af andet egteskab
Maren Justdatter, 12, Ugift barn af andet egteskab
Johanne Justdatter, 8, Ugift barn af andet egteskabJens Justesen, 7, Ugift barn af andet egteskab
Anne Justdatter, 4, Ugift barn af andet egteskab
Marens far døde i 1793, og moderen giftede sig med Søren Sørensen, der var 20 år yngre end hende. Moderen og Søren drev så gården i nogle år. Marens ældste bror blev gift i 1811. Han var husfæster, der levede af sin jordlod. Han var en fattig mand, mens Maren var heldig at blive gårdmandskone.
På 8½ år fødte Maren 7 børn. Så hun har næsten konstant været gravid. Ældste datter blev opkaldt efter Thomas’ afdøde kone. Det var sædvane.
1. Margrethe Marie, døbt 11. januar 1807 (født 8 måneder efter vielsen)
2. Just, døbt 3. juli 1808
3. Maren, døbt 27. august 1809
4. Anne Marie, døbt 21. oktober 1810, begravet 9. juli 1911 (10 måneder gammel)
5. Søren, døbt 11. november 1811, begravet 12. februar 1812 (3 måneder gammel)
6. Christen, døbt 8. august 1813, begravet 1. marts 1814 (næsten 8 måneder gammel)
7. Margrethe, døbt 28. maj 1815
Da Margrethe blev født, var Maren 40½ år. Derefter var Maren svagelig, da det var en svær fødsel. Men hun havde vel også født nok børn.
Udsnit af tegneserie tegnet af Kim Larsen,
grafiker ved Vendsyssel Historiske Museum.
Maren er tydeligvis udslidt og træt.
Tegneserien findes på museet.
1. maj 1817 blev Ane Margrethe Christensdatter tjenestepige på Thomas' gård. Forinden havde hun været tjenestepige hos Søren Thomasen Bisp, som var Thomas' lillebror. Han havde overtaget Thøger Nielsens gård, da Thøger døde, så de to brødre var naboer. Mens hun var i tjeneste hos Søren, ventede hun et "uægte barn", Mads Christian Thomsen. Barnets far var Christen Thomsen fra Øland. Da barnet skulle fødes, kom hun hjem til forældrene. Hendes far var fæstehusmand i Sønderøkse. Mads Christian døde 3 måneder gammel.
Faderen døde 1 måned før Ane Margrethe kom i tjeneste hos Thomas Bisp. Skifte 11. april 1817 efter faderen, Christen Madsen. Her kan vi se, at faderen fik fæstebrev den 21. juni 1799. Læg mærke til, at både Søren og Thomas er til stede ved skiftet, og at Søren blev værge for Ane Margrethe, og Thomas blev lavværge for enken. En lavværge skulle rådgive enken i økonomiske forhold.
Det var ikke så underligt, at Ane Margrethe blev tjenestepige hos de 2 brødre. Hendes morbror Christen Gregersen havde haft en fæstegård i Sønderøkse, og da han døde i 1810, giftede enken sig med Jens Thomasen Bisp, som var Thomas' storebror. Så der var altså et familiebånd.
Se mere om Sønderøkse. Se skifteprotokollen med Christen Madsens skifte
Det blev skæbnesvangert for hele familien, at Ane Margrethe blev tjenestepige på gården.
Udsnit fra samme tegneserie af Kim Larsen.
Brødrene Bisp
Man må sige, det var usædvanligt, at 3 brødre, der som unge havde været fattige tjenestekarle, fik fæstegårde. De havde held til at gifte sig til fæstegårde med pæn størrelse. Alle gårde beliggende i Sønderøkse.
Jens på Matrikel 3, Thomas på matrikel 9 og Søren på matrikel 10.
Thomas har sikkert giftet sig af kærlighed til sin første kone, men at Søren skulle være forelsket i Thøger Nielsens enke, der var 27 år ældre end ham, er da lidt mindre sandsynligt. I denne tidsperiode skete det tit, at enker, der arvede fæstet, giftede sig med en yngre mand. Det var en praktisk foranstaltning. Søren blev gift med Thøgers enke, Anne Marie den 18. oktober 1812.
Jens blev gift med Christens Gregersens enke, Anne Johanne den 30. december 1810. Hun var 4 år ældre end Jens. Hun døde i oktober 1811, men selvom Christen havde voksne sønner, blev Jens på fæstegården til kort tid før 1820.
Thomas' liv som fæstebonde
Thomas var en dygtig bonde. Han var respekteret i lokalområdet, og præsten i Brovst så hans evner og gav ham tillidsposter. Præsten valgte ham til "sin medhjælper, og han blev skole- og fattigforstander. Desuden var han velgørende mod de fattige og en forligelig nabo".
En fæstebonde var jo ikke en fri bonde. Han skulle udføre hoveri for godsejeren. Ud over sædvanlige skatter skulle han betale landgilde til godsejeren. Han var i 1806 ikke tvunget til at forblive fæster under godsejeren (stavnsbåndet blev ophævet i 1788), han kunne selv vælge at opløse kontrakten, eller han kunne blive tvunget til at afstå fæstegården, hvis han ikke kunne betale landgilde, forsømte ejendommen eller andet.
Jeg har ikke fundet Thomas Bisp's fæstebrev på nettet, så jeg kan ikke vide, om godsejerslægten Skeel havde rimelige vilkår for deres fæstebønder. Antal dage, man skulle udføre hoveri, var ofte et stridspunkt.
Hoveri kunne deles op i disse kategorier:
- Spanddage, fæsteren skulle stille med vogn og heste.
- pløjedage, fæsteren skulle komme med plov og trækdyr.
- gangdage, det var tilstrækkeligt at en person mødte. Det kunne være gårdens karl.
- ægtkørsel, det var pligtkørsel, der ofte gik på omgang mellem fæsterne.
- hovspind, fæsterens kone eller tjenestepige skulle spinde en vis mængde hør eller blår for herregårdsfruen.
PS: Jeg ved ikke om hovspind også fandt sted i perioden 1806-1820.
Landgilde:
Det var en leje, som fæsteren skulle betale for den gård, som godsejeren ejede. Det kunne være penge eller afgrøder og husdyr, der skulle afleveres til godset. Fisk kunne også indgå i betalingen. Thomas Bisp boede netop et sted, hvor fiskeri var muligt. De kornsorter, der blev afleveret mest af i Vendsyssel, var byg (88,2%). De husdyr, der blev afleveret som landgilde, var mest lam, gæs og høns. Smør og æg var også en del af afgiften mange steder.
Landgilden kunne variere år for år og være forskellig fra gods til gods. For bønderne var det svært, hvis høsten slog fejl, eller der kom sygdom i besætningen
Præsten i Brovst, Carl Frederik Jansen fortalte også til retten, at Thomas Bisp på et tidspunkt var blevet en velhavende mand, men at det på det sidste var gået lidt tilbage.
I 1820 blev mange fæstegårde under Birkelse gods solgt til selveje. Måske manglede godset kapital. Det var svære tider. Eftervirkninger af Statsbankerotten 1813 betød en galoperende inflation. Eksporten til Norge af korn og fødevarer forsvandt, da Norge fik sin selvstændighed i 1814, og der blev lagt told på varerne. Fra 1818 faldt kornpriserne drastisk. For godset var det sikkert en rigtig beslutning af give fæstebønderne mulighed for at blive selvejere, men var det sjovt for en selvejerbonde at betale renter og afdrag på store lån, samtidig med at bønder, der i årevis havde haft selveje, ikke kunne betale deres udeståender???
Men Thomas Bisp ville gerne eje sin gård. I Sønderøkse var der i alt 10 gårde, der blev selvejergårde på samme dato. Også Søren valgte at købe sin gård.
Jeg kan ikke vurdere, om denne kontrakt er en god idé for Thomas. Umiddelbart er det mange penge, Thomas skal finde i sin bedrift for at betale af på lånene. Thomas har selv betalt 100 Rigsdaler. Havde han virkelig så mange penge?
6. Kjøbesummen er 350rbd Sølv og 350rbd Sædler, skriver Tre Hundrede og Halvtredsindstyve Rigsbankdaler Sølv og Tre Hundrede Rigsbankdaler Sædler, hvoraf er betalt 100 skriver Et Hundrede Rigsbankdaler Sædler. Resten forrentes med 4 pC aarlig .......
I mine ører er 350 rigsbankdaler sølv og 350 rigsbankdaler sedler et meget stort beløb. Gårdens hartkorn var 3 tønder 3 skæpper og 3 fjerdingkar. Så det var en pæn størrelse gård. Landgildetaksten blev fastsat ud fra gårdens hartkorn. Det kan være, at salgsprisen også blev beregnet i forhold til hartkorn. I Realregisteret kan man se, at skatter blev betalt med byg.
Der er andre interessante oplysninger.
4. Kjøberen klarerer hvad han til Dato som Fæster skylder, ligesaa betaler og leverer han hvad der af Landgilde Hoveriepenge forfalden til 1 Maii d. A., samt forretter det Gaarden hidtil paalagte Hoveri indtil 1 Maii 1821. Indtil Udmældelse kan skee paa Amtstuen vedbliver Kjøberen at svare de Kongelige Skatter til Sælgeren -
Det ser ud til, at hoveriarbejde består dels af penge, dels af de sædvanlige ydelser. Selv om købekontrakten er underskrevet 2. september 1820, skal Thomas fortsat udføre hoveri til 1. maj 1821.
3. Rigsbankhæftelsen som hviler paa Eiendommen paatager Kjøberen sig ligesom han og er pligtig at lade Gaardens Bygninger forsikkre i Landets almindelige Brandkasse inden 1 Maii 1821.
Tak til Per Maack Andersen for at have fundet gården i Hjørring Amts Branddirektorat Taksationsprotokol. Her får vi en beskrivelse af gården, som er meget værdifuld.
Udsnit af matrikelkort fra 1812, hvor gårdenes matrikelnumre er skrevet ind. Matrikelnumrene blev påført kortet senere.
Matrikuleringsarbejdet begyndte i 1805, og opmålingen var afsluttet i 1822. Den nye matrikel trådte i kraft for landområdernes vedkommende 1. januar 1844. Matriklen blev oprettet med henblik på at opkræve skatter.
Thomas' gård havde matrikelnr. 9, og Sørens gård nr. 10.
Forbrydelsen
Maren Justdatter døde den 23. juni 1821. Samme dag fik Thomas Bisp endeligt skøde på sin gård - og var nu selvejer. Ligeledes blev der, den dag hun døde, startet et skifte, og boet blev beseglet 30 dage. Se mere om skiftet senere.
Det må have snurret godt og grundigt rundt i Thomas' hovede den dag. Hans stressniveau må have været over faregrænsen.
Maren havde været syg de sidste 5 dage, inden hun døde, - og der var nu noget underligt ved det. Det varede ikke længe, før snakken gik i det lille lokalsamfund. Det var også underligt, at Thomas var så optaget af tjenestepigen. Gad vide, hvad der var foregået på gården? Marens søster Anne Justdatter havde besøgt den syge Maren den sidste dag, hun levede. Her havde Maren sagt, at Thomas havde smurt et stykke smørrebrød til hende den 18., og at hun straks derefter blev syg. Hun fortalte også søsteren, at hun mente, at manden og tjenestepigen havde "mere end almindelig fortrolighed sammen". Og Anne Justdatter har sikkert hjulpet rygterne godt på vej.
Maren blev begravet den 28. juni 1821, og jeg vil tro det halve sogn var med til begravelsen, for Thomas var en kendt mand og agtet for sit arbejde i fattigkommissionen. Thomas havde forventet, at rygterne nu ville ebbe ud - og dagligdagen vende tilbage. Men det skete ikke, for 3. juli ankom en delegation af mænd, bl.a. sognefogeden, som Thomas jo kendte ret godt. Desuden mødte Herredsfoged Hans Schandorff Kier. Thomas havde givet aldrig mødt en så fin og magtfuld mand.
Ifølge en overlevering sad Thomas på sit eget tag i færd med at tække, da de fornemme gæster ankom. I Mogens Jervers bog 'Mordet i Sønder Økse' sad Thomas på naboens tag i færd med at tække. Thomas nægtede at komme ned fra taget. Du kan se mere om det på siden om skelettes historie.
Hændelsesforløbet omkring mordet får man indblik i ved at kigge i Justitsprotokollen:
Øster Han-Vester Han Herredsfoged
Justitsprotokol
1821, den 3. juli, tog møde i Sønder Økse by, Brovst sogn, den konstituerede herredsfoged og skriver Hans Schandorph Kier for i anledning af en skrivelse fra forvalter Plesner paa Langeslund af gaars dato – modtaget i dag, at optage forhør over Thomas Thomasen Bisp, gaardmand i Sønder Økse, om hvem rygte er spredt, at han med rottekrudt skal have dræbt sin hustru, Maren Justdatter, som døde den 23. forrige måned og begraven den 28. næstefter. Som testes var tilstede sognefoged Chr. Jensen af Brovst og Jens Andreasen af Klim.
Efter at retten havde formanet ham til sandheds udsigende forklarede han på rettens spørgende, at han rigtig nok, som rygtet har sagt, har været årsag til sin kone Maren Justdatters død, da han med rottekrudt har dræbt hende.
Anledningen til denne handling og omgangsmåde med samme forklarede comparenten at være følgende:
For omtrent et aars tid siden fattede han mere en almindelig fortrolighed og godhed for en hos ham værende tjenestepige, navnlig Ane Margrethe Christensdatter, som tid efter anden blev i den grad, at de lovede hinanden ægteskab, dog ikke under anden betingelse end når hans kone ved døden afgik.
Da dette efter tjenestepigens opfattelse varede noget længe, talte hun med comparenten dette forår adskillige gange, om han ikke kunne anskaffe noget rottekrudt at give konen, da hun havde hørt sige, at dette kunne forvolde døden, og at tjenestepigen desto snarere kunne se sit ønske opfyldt.
Hvad svar han gav pigen, kunne han ikke med bestemthed erindre, men han tog hendes forslag til eftertanke.
Rottekrudt var arsenik. Hvis det kommes i mad, kan man ikke lugte eller smage det.
Forhøret er dårligt nok kommet i gang, før Thomas tilstår. Han lægger kortene på bordet. I dag ville der være en forsvarsadvokat til stede, der sikkert ville råde ham til ikke at udtale sig. Men hvis det havde været tilfældet, havde vi ikke fået indblik i de faktiske hændelser set med Thomas' øjne. Og vi var gået glip af en fortælling om en kærlighedshistorie og et trekantsdrama, der var både tragisk og dramatisk. Thomas har dog næppe talt i et så nørklet sprog, som skriveren bruger i referatet.Man kan også mene, at han her gjorde Ane Margrethe medskyldig. På den anden side var hun ikke i rummet, hvor forhøret fandt sted. Da hun senere blev afhørt, forklarede hun det samme. Så med mindre, de havde aftalt, hvad de skulle forklare, er det jo rigtigt, at det var hende, der bestilte mordet.
Justitsprotokol fortsat
Dog hørte han ikke om bemeldte middel, før hans broder, navnlig Jens Thomasen i Østerby paa Øland, noget før pintsehelligdage sidst spurgte, om han ikke kunne skaffe ham noget rottekrudt til en ko, som skulle være skabet, og da comparenten vidste, at en mand i Nørøkse, hvis heste havde været skabede, havde haft en del rottekrudt, gik comparenten dersteds hen pintsedag sidst for at skaffe noget deraf til broderen.
Ved ankomsten til den omtalte mand var denne ikke hjemme, derimod var hans kone til stede, til hvem comparenten gjorde begæring om noget rottekrudt til et fæhøved af sine egne, skønt det var som omforklaret til broderen, hvorpaa Christen Klits kone Maren Andersdatter overlod ham saa meget, som et kobbermarksstykke kunne opveje, for hvilket han betalte 6 skilling.
Motivet til hans fremgangsmaade: at det var til hans egne kreaturer, angav comparenten at være, at han troede snarere at kunne faa det hos konen, fordi han var nabobymand, og ingen anden aarsag gaves til hint urigtige forebringende.
Da comparenten gik fra Nørøkse og hjem med rottekrudtet, kom han i hu det forslag, tjenestepigen Ane Margrethe Christensdatter havde givet ham, og undervejs tog han saa meget som ¼ eller 5te part af det bekomne rottekrudt i et stykke papir i den hensigt at forgive sin kone med samme.
En stund efter at han var hjemkommen, kom benævnte broder og hentede det øvrige rottekrudt, som skulle bruges til en af dennes køer. Den del af rottekrudtet, som comparenten havde frataget for at bibringe sin kone, gemte han i et skab i vesterstuen, uden at tjenestepigen vidste, at han havde været borte efter rottekrudt, eller hvor det var blevet lagt.
I 1821 var pinsedag den 10. juni. Maren må have vidst, at han skulle skaffe rottekrudt til sin bror. Jens Thomasen Bisp kom jo på gården den 10. juni for at hente lægemidlet. Det var en søndag, så han har sikkert fået lidt mad og drikke. Maren har jo troet, at alt var i skønneste orden, og hun har sikkert ikke kendt noget til giftens virkning på mennesker.
I stuehuset var der 3 stuer, 1 kammer, 1 køkken og 1 bryggers. Vesterstuen blev ikke brugt særlig tit og var sparsomt møbleret. Og her gemte Thomas rottekrudtet i et grønt hængeskab.
Justitsprotokol fortsat (Det er forsat Thomas, der forhøres alene).
Mandagen den 18. juni, efter at Thomas om morgenen tidlig havde været i marken med sine bæster, og efter at han havde lagt sig ved sin tilbagekomst paa bænken i stuen, randt ham i tanke, at han skulle bibringe sin kone samme.
Hans kone stod op af sengen, og han spurgte hende da, om hun ville have en smule smørrebrød, da han saa ville smøre lidt til hende, hvorpaa han gik ind i vesterstuen efter rottekrudtet, som han tog med sig ind i dagligstuen, hvor hans kone stod ved kakkelovnen. Han tillavede et lidet stykke smørrebrød til hende, lagde rottekrudtet paa brødet og smurte smørret ovenpaa, hvilket han gav sin kone. Hun spiste det, hvorpaa de gik ud i køkkenet til deres forretning ved brygning, og da var klokken omtrent 5 morgen.
Omtrent en time efter de var kommen i køkkenet, begyndte konen at blive noget syg og fik nogle usædvanlige gabe samt gysen i kroppen. Comparenten spurgte, om hun var syg, hvortil hun svarede, at hun blev noget sær, og da hun, stundom naar hun blev krank, plejede at tage noget grov peber, gik hun ind i stuen og tog en del af den slags, kom derpaa igen i køkkenet, og efter en halv times forløb begyndte hun at klage over smerter i maven, hvorpaa comparenten gik ud i gaarden for at tække paa sin lade.
Han gik igen en times tid derefter ind i køkkenet for at se til sin kone, som stod sammesteds og efter hans skjønnende var meget syg samt havde brækket sig, dog ikke meget efter comparentens opfattelse. Han bad sin kone gaa i seng, hvilket hun og gjorde, men hun vedblev at klage sig af smerter i maven og fik igen opkastelse. Hun vedblev at være syg og klagede sig immer i maven, men havde ikke videre opkastelse.
Næste dag, tirsdag den 19. juni, synes konen at være noget bedre, ligesom og om onsdagen den 20., dog maatte hun holde sengen. Torsdag den 21. blev hun mere daarlig og vedblev saaledes ogsaa om fredagen, da hun endog blev mere urolig formedelst smerter og undertiden ville op af sengen, men da hun ikke kunne gaa, løftede comparenten hende af samme og satte hende paa en stol, men da hun ville besvime, maatte han igen lægge hende i sengen.
Han fortrød da og angrede den gjorte handling, men vidste ikke, hvad han skulle give sin kone, som kunne redde hende fra smerterne og døden, thi havde han været vidende, hvad der kunne have hjulpet, havde han straks søgt at skaffe samme.
Hans kone blev da mere og mere syg og døde om løverdagen den 23. juni om morgenen mellem 2 og 3.
Stakkels Maren, det er utrolige lidelser, hun skulle igennem i de 5 dage. Hun var min 3 x tipoldemor. Jeg tror ikke Thomas har anet, hvilket forløb hans kone skulle igennem. Han har sikkert troet, hun ville dø umiddelbart efter at have spist mellemmaden.
Og nu var det jo et mareridt, at han sad her med fornemme herrer og vide, at løbet var kørt. Han havde tilstået forbrydelsen og også indset, at det her ender med en streng straf til ham. Jeg tænker, han under forhøret har været bange, rød i hovedet og svedt rigtig meget. Han var en god kristen - måske troede han, at det ville gavne ham overfor Gud, at han fortalte alle detaljer i hændelsesforløbet. På den tid var det en formildende omstændighed, hvis forbryderen angrede sin handling. Der er dog ikke noget, der tyder på, at det formildede dommeren (herredsfoged Hans Schandorff Kier).
Justitsprotokol fortsat (Det er forsat Thomas der forhøres alene).
Comparenten fortalte ikke pigen, hverken at han havde faaet rottekrudt, eller at han havde bibragt sin kone det, førend bemeldte pige den 18. juni spurgte ham, hvad aarsagen var til, at konen var bleven syg. Da berettede han hende, hvad aarsagen var.
Hvad og om pigen svarede ham noget, kunne han ikke erindre, men syntes paa hende, som om hun fortrød det, der var sket.
Imens hans kone laa syg, talte han og pigen nogle gange sammen om det passerede, og saavel pigen som comparenten angrede, hvad sket var, ligesom de undertiden især tirsdag og onsdag var noget trøstige, da det lod til som om konen, som forklaret, var i bedring.
Comparenten og pigen talte ikke sammen om det passerede oftere, imens konen var syg, eller da hun var død, og heller ikke var der nogen samtale imellem dem angaaende den sluttede forbindelse, forinden konen var begravet, men da dette var sket, spurgte pigen ham, om han nu ville holde sit løfte og ægte hende, hvortil han svarede, at det endnu var for tidligt, da det var saa kort efter hans kones død, men han kunne ikke nægte, at han jo nok havde i sinde ifølge sit løfte siden at indgaa ægteskab med hende. Dog havde han lovet sin kone paa dennes tilspørgsel fredagen den 22. juni, at han ville hensidde ugift et aars tid, indtil hans datter Margrethe Marie blev konfirmeret, hvis tjenestepigen Ane Margrethe ville blive hos ham.
Comparenten forsikrede højtidelig, at der ikke var andre medvidere i eller tilskyndere til den begaaede handling end ham og benævnte tjenestepige Ane Margrethe, og at han endnu ikke havde aabenbaret det for nogen eller haft i sinde at ville det.
Videre forklarede han, at hans dræbte kone af og til var svagelig, siden hun blev forløst med det sidste barn, som er omtrent seks aar siden.
Videre forklaring kunne han om det begaaede faktum ikke afgive. – Aftraadt.
Jeg hæfter mig ved, at Thomas kommer med forskellige forklaringer på, om og hvor meget han og Ane Margrethe talte sammen om Marens lidelser. Retten er åbenbart kun interesseret i, om de talte om ægteskab.
Justitsprotokol fortsat (Ane Margrethe forhøres, og Thomas er til stede).
Dernæst blev fremkaldt den benævnte tjenestepige Ane Margrethe Christensdatter, som fremstod uden baand og tvang. Hun blev formanet til at sige sandheden og forklarede, ar hun paa fjerde aar har tjent Thomas Thomasen Bisp her i Sønder Økse, og i den senere tid, nemlig for et aars tid siden, haft kærlighed til og for ham i den grad af fortrolighed, at de lovede hinanden ægteskab, dog ikke forinden Thomas Thomasens kone ved døden var afgangen, som de troede ikke skulle vare meget længe, da hun var svagelig undertiden.
Hvem af dem, der gav størst anledning til deres fortrolighed, eller hvilken af dem, der talte først til den anden om at forenes i ægteskab, kunne hun ikke erindre, og hun forsikrede højtideligt, at hun ikke har haft noget samleje med Thomas Thomasen.
Thomas Thomasen erklærede, at han heller ikke kunne erindre, hvilken af dem der gav først anledning til deres fortrolighed, ligesom han og forsikrede ikke at have haft legemlig omgang med comparentinden.
Comparentinden forklarede videre, at da hun mærkede, at Thomas Thomasens kone ikke døde af hendes havende svagelighed, talte hun for en tid siden, hvornår erindres ikke, med Thomas Thomasen om, at hun havde hørt, at når man gav et menneske rottekrudt, kunne det dø deraf, og tilskyndede ham saaledes til at anskaffe samme og gøre prøven.
Der blev ikke talt oftere mellem dem om formeldte, og comparentinden var aldeles uvidende om, at Thomas Thomasen havde faaet rottekrudt indtil mandag aften den 18. juni, efter at konen om morgenen var blevet syg, da hun spurgte Thomas Thomasen, hvad der fejlede hende, og da forklarede han, at han havde givet hende rottekrudt om morgenen paa et stykke smørrebrød, hvilke rottekrudt han havde faaet i Nørøkse.
Comparentinden kendte intet middel til at redde den dræbte kone, da hun blev syg, thi havde hun kendt noget raad mod giften, ville hun have anskaffet samme om muligt, da hun fortrød, hvad gjort var.
Da den dræbte kone tørstede meget, gav comparentinden hende ofte at drikke, hvad hun forlangte, nemlig mælk, øl og vand.
Comparentinden forsikrede højtideligt, at hun ikke har bibragt den dræbte kone allermindste gift og ikke har haft rottekrudt i sin haand og aldeles ingen videre del i handlingen, end at hun var tilskynder paa den maade som omforklaret.
Ane Margrethe vidste altså ikke, hvor Thomas havde gemt resten af rottekrudtet. Fra skiftet efter Maren ved vi, at familien ikke havde særligt meget indbo. I dagligstuen var der et "hengeskab", i storstuen var der et stort skab og en kiste med lås, i vesterstuen var der en gammel egekiste, en kiste af fyrretræ og "et lille grønt hengeskab". I kisterne var der tøj.
Er det sandsynligt, at Ane Margrethe ikke havde fundet noget hvidt pulver indsvøbt i papir? Kunne det tænkes, at hun havde taget lidt pulver og puttet i den mælk, som Maren fik serveret af hende? Bare en tanke!
Hvorfor var Maren i bedring på 2. og 3. dagen, for derefter at blive virkelig syg? Det er usædvanligt at dø 5 dage efter en forgiftning med arsenik, - ifølge Mogens Jervers bog var det normalt efter 2 til 3 dage. Da Jerver skrev bogen, var han praktiserende dyrlæge i Hjørring. Min mand Svens far var landmand og brugte helt op i 1950'erne arsenik til at kurere skab på køerne.
Justitsprotokol fortsat (Børnene afhøres).
Thomas Bisp blev atter fremkaldt og forklarede, at han ikke havde flere tjenestefolk end den omforklarede tjenestepige og ingen flere husgesinde undtagen hans 5 børn, nemlig 1 søn Thomas 17 aar, 1 do. Just 13 aar, 1 datter Margrethe Marie 15 aar, 1 do. Maren 11 aar, 1 do. Margrethe 6 aar.
Alle børnene forhørtes nu efter tur, men der fremkom intet nyt i sagen. De vidste ikke, hvad der havde foranlediget moderens sydom, udover hvad rygtet havde sagt, de havde intet mærket til misforstaaelse mellem den dræbte og Thomas Bisp eller nogen ualmindelig fortrolighed mellem Ane Margrethe og deres fader, ligesom de heller ikke havde hørt, at de to tiltalte før skulle have gjort sig skyldige i nogen forbrydelse.
Børnene har været gennem forfærdelige oplevelser. Marens voldsomme død, begravelsen, folks nysgerrighed og sladder - og så nu dette langstrakte forhør. De havde intet at tilføje. Den ældste søn Thomas, hvis stedmor var slået ihjel, havde heller ikke lyst til at berette noget.
Herefter blev en række personer indkaldt til forhør: Christen Klit af Nørøkse og hans kone (de solgte giften), Jens Thomasen Bisp (bror), Ane justdatter (Marens søster). Læs hvad, der stod i Justitsprotokollen.
Justitsprotokol fortsat
Samtlige afhørte erklærede, at de ikke vidste nogen at opgive, som til forhøret kunne indkaldes til anden eller nøjagtigere forklaring end dem, de afhørte havde afgivet.
Retten har dernæst til protokollen bemærket, at den har udstedt en begæring til distriktskirurgen, hr. Lorentzen af Nibe, om straks at komme tilstede for at afholde obduktionsforretning over afdøde Maren Justdatter, ”til hvilken ende retten føjer anstalt til ligets opkastelse”, saa snart kirurgen ankommer, men da der her fra aastedet og til Nibe er et par mil og tillige vand at befare, saa har kirurgen endnu ikke kunnet komme til stede.
Da ”forhøret, som begyndte i gaar eftermiddag, uafbrudt har vedvaret til nu i dag den 4. juli kl. 4 morgen”, og kirurgen endnu ikke er kommet, bliver det udsat, indtil denne møder, ”og bliver forhøret da kontinueret i Brovst, paa hvis kirkegaard liget er begravet. Inkvisitterne (Thomas og Ane) saavel som de øvrige afhørte blev dimmiteret, og førstnævnte sat under bevogtning samt foranstaltet transport til Brovst for at overvære obduktionen”.
Distrikskirurgen, hr. Lorentzen af Nibe, arriverede kl. 9½ formiddag den 4. juli, og efter at liget var blevet foranstaltet af graven optaget, afholdt han den befalede obduktion. Den udfærdigede obduktionserklæring blev overrakt retten, og denne bemærkede, at begge inkvisitter var til stede ”løs og ledig” og overværende den afholdte obduktionsforretning, hvilket retten intet havde imod.
Det har ikke været hyggeligt at se det opgravede lig. Og temmelig forfærdende at overvære obduktionen. Kirurgen kunne ikke i sin erklæring, som blev skrevet på stedet, fastslå, at Maren var død af arsenikforgiftning. Hun kunne lige så let være død af kolera eller tyfus. I 1822 kunne man faktisk ikke påvise en arsenikforgiftning.
Lægen kendte Maren fra konsultationer, og hvad det drejede sig om, skrev han på obduktionserklæringen:
"Konen har i nogle Aar været svagelig af Moder Syge :/ Histerie, hvor hun nogle gange har konsulteret mig. Dette bevidnes af mig under Embeds Ed".
På den tid troede man, at den psykiske lidelse hysterie, var knyttet til livmoderen. I beskrivelsen af Maren, kan man da slet ikke få det til at passe med, at hun havde psykiske problemer.
Se Lorentzens rapport her.
Efter obduktionen på kirkegården blev Thomas og Ane Margrethe overleveret til deres vagt. Sognefogeden fik derefter skaffet en vogn til transport af de 2 til Hjørring Arrest. Gad vide, hvad de tænkte! Fik de lov til at tale sammen? Mon Ane Margrethe græd! Der var 70 km til Hjørring. Hvor mange timer tog transporten?
Skifte efter Maren Justdatter
Da Maren var død ved 2-tiden om natten den 23. juni 1821, blev der foretaget skifte samme dag, og boet blev forseglet i 30 dage. Det var der ikke noget usædvanlig i, - sådan var det. Det betød jo, at man gjorde boet op, mens liget stadig var i huset. Det forekommer lidt besynderligt i dag.
Gården var nu en selvejergård. Så de værdier, der var til stede, tilhørte Thomas og Maren - også bygninger og gæld. De folk, der foretog skiftet, vidste jo nok, at Maren var død, men ikke af hvad. Til stede var enkemanden Thomas Bisp. Desuden som formynder for arvingerne (børnene) Just Justesen. Han var husmand i Sønderøkse og Marens ældste bror. Som vitterlighedsvidner var der gårdmændene Søren Thomasen Bisp og Jens Sørensen (Høgh). Den sidste var gift med Karen Thøgersdatter. Thomas havde været tjenestekarl hos hendes far i 8½ år. De var altså alle venner af familien. Desuden var Arent Plesner til stede; han var skifteforvalter, og det var sikkert ham, der skrev papiret. Arent Plesner var desuden forvalter på Langeslund, en avlsgård under Birkelse Gods. Så han har skullet varetage godsejerens interesser, idet Thomas jo havde en stor gæld til godset.
Skiftet er skrevet ind i Bratskovs Skifteprotokol. 'Stærvboegaarden' betyder bare dødsbogården, og det ser ikke ud til, at gården har et navn.
Alle genstande blev nu skrevet op. De næste 30 dage måtte der ikke fjernes noget fra boet. Det lovede Thomas. Den 23. juli blev boet værdisat. Da sad Thomas i Hjørring arrest. Søren Bisp ville have tilføjet, at Thomas havde en gæld til sin svoger smeden Anders Mogensen i Nørøkse. Nåda, så har Thomas lånt penge for at kunne betale 100 Rigsbankdaler i udbetaling for gården.
Et skifte indeholder mange oplysninger, der kan sætte os ind i livsvilkårene i 1821. Fra brand taksationsprotokollen ved vi også noget om bygningernes udseende og kvalitet. Se den her.
Gården bestod af 3 bygninger. Stuehuset mod syd var 26 m langt og 6m bredt med bindingsværk af fyrretræ og med lerklinede vægge. Der var loft under stråtaget. Stuehuset rummede 3 stuer, 1 kammer, 1 køkken, 1 bryggers, en skorsten og bageovn. Så gården har haft en pæn størrelse.
Samme byggeteknik var brugt til bygningen mod nord med ”Quist”. Den rummede lade, lo og hestestald, og i kvisten/tilbygningen var der kostald.
Desuden et udhus til brænde. Bygningerne blev vurderet til 290 Rigsbankdaler
Der skulle kvalitetsvogne til, fordi fæstebonden skulle foretage pligtkørsel, som kongen forlangte, og desuden skulle de ved hoveri-arbejdet medbringe hest og vogn, eller hest og plov.
Når fæstegårdene blev selveje, skulle godserne ansatte karle til markarbejdet og ligeledes anskaffe alt det grej, man skulle bruge for at udføre markarbejdet.
Hvor mange husdyr havde man så på en fæstegård i Sønderøkse i 1821?
Der er kun opgørelse af heste, køer, får og lam. De havde altså ingen grise, hvorfor det? Jeg tror, en gris spiste for meget byg, byggen skulle jo bruges som betaling af skatter, så her har man haft husdyr, der spiste græs, for det havde man i rigelige mængder. De må også have haft høns og ænder, selvom deres værdi ikke er med i skiftet.
Stuehuset
Hele 3 stuer og et kammer, men intet soveværelse. Dengang sov man i alkover, og i skiftet kaldes det "et indpanelet sængested". Dagligstuen har været det rum, hvor man opholdt sig, og her var der 3 alkover. Der var opvarmet med en bilægger kakkelovn.
Storstuen lå mod øst i gården. Den var sikkert ikke særlig stor, for inventaret var sparsomt:
Et fyrretæsbord, et stort fyrretræsskab og "1 Fyr brunmahlet Kiste med Laas og Nøgel" med Marens tøj. Heri var der ikke mindre end 40 beklædningsdele, så hun har været standsmæssigt påklædt. Det må være stadstøjet, der var i kisten, mens "gangklæderne" ikke blev talt op. Især var der meget hovedbeklædning, en kabelrølleg, (kapperøllike) en pandepude, 6 skiæghatte. Deuden 4 forklæder og 4 tørklæder. Når man skulle være fin, havde man fine forklæder på over den lange nederdel og tørklæder dekorativt om skuldrene. Der var også 2 sløjfer, så nu kan vi se Maren for os. Stadstøjet har været brugt, når de skulle i kirke eller til fest i landsbyen.
På dette link ser du, hvordan hovedbeklædning så ud, i bunden af dokumentet er der pandepude og skiæghatte.
Dagligstuen
Her var møbleret, så mange mennesker kunne sidde og spise. Et langbord med bænk og 4 stole med halmsæder og et ekstra bord. Desuden et stueur, et spejl og 10 mælkesætter. En mælkesætter er et stort lerfad, hvor mælken kan stå, så fløden flyder ovenpå og kan skummes af, eller lerfadet kan bruges til at lave surmælk (tykmælk). Der var ikke tallerkner og lignende opgjort i boet. Det fandtes simpelthen ikke på en bondegård på denne tid. Man spiste af et fælles fad midt på bordet. Hver person havde en ske lavet af horn, og den blev aldrig vasket op. Man kendte ikke til hygiejneregler. Derfor kunne sygdomme let spredes.
Desuden var der mindst 3 alkover. I skiftet hedder det "et indpanelet sængested".
Alkoverne var meget korte, og man sad op og sov med mange puder under hovedet. Desuden lå man mange i hver alkove. På den måde kunne man holde varmen, og de onde ånder kunne måske ikke ramme en. I denne husstand var der 2 voksne og 5 børn. Dertil kom tjenestepigen - og for det meste også en tjenestekarl. Ja, bondens tyende delte seng med familien. Når man nu kender historien om dette trekantsdrama, tænker man: hvor sov tjenestepigen?
Da skiftet genoptages på 30. dagen opdagede Arendt Plesner, at der manglede 1 sortstribet olmerdugs overdyne, 1 grønstribet olmerdugs underdyne, 2 hovedpuder og 1 blårgarns lagen. Disse ting lå i den 3. seng.
Desuden skriver han dette:
”Den ved Registreringsforretningen i samme Værelse anførte 3die Sæng, blev angivet at være medtaget til Hiøring Arrest af Enkemanden, hvorom den fornødne anmelse til vedkommende Byefoged af Skifteholderen snarest muelig skal skee. –
Vesterstuen
Her var ikke meget. Et lille grønt hængeskab, som vi allerede har hørt om ved forhøret. Det var her Thomas gemte rottekrudtet. Her var også 2 ølankre, et hakkebrædt og 2 gamle solde. I en fyrretræskiste var der et par støvler. Støvler var tegn på Thomas Bisps velstand - ikke mange bønder ejede et par støvler. Rummets sidste inventar var en gammel egekiste, hvor Thomas havde sit stadstøj opbevaret. Det dyreste tøj var "en graa Vadmel Kiole" til 1 rigsbankdaler. Desuden var der et par grønstribede bukser, 3 trøjer og "1 blaa Klæddes Brystdug og 1 blaa hvergarns Brystdug". En brystdug var en vest uden ærmer, ofte med broderier på. Der var ingen hovedbeklædning.
I en by som Sønderøkse har der været mange fester. Et bryllup blev fx fejret i flere dage, og der blev drukket både øl og brændevin i store mængder. Så var det godt at være standsmæssigt påklædt, og det må man sige, at både Maren og Thomas var, når de fandt tøjet frem fra kisterne.
Vendsyssel Historiske Museum har netop åbnet en udstilling om de første kvindelige fotografer. Billederne herunder er en del af udstillingen og er taget af Kirstine Lund i samarbejde med J.J. Lønborg Friis (1852 - 1912). De lavede opstillinger af museets tøj- og redskabssamling, som illustrerede tiden i første halvdel af 1800-tallet.
Køkkenet
- 1 Kaaber Kiedel i Grue - (kobber gruekeddel)
- 1 Drøvtetrug (må være et dejtrug)
- 1 Bryggerkar i fyr
- 2 Stripper
- 1 Bærekar (kar med ører, så det kan bæres)
- 1 Jern Gryde
- 2 Lergryder
- 1 Ildklemme (jerntang til at tage noget ud af ilden med)
- 1 Fyr Standtønde (tønde til opbevaring af madvarer)
- 1 Øllkar
Måske har Marens køkken set sådan ud!
Ildstedet har været på den flade hylde, og ovnen kan ses i skorstensvæggen bagved.
Der blev lavet mad over et ildsted, som var bygget ind i skorstenen. Brændekomfuret kom først til 50 år senere. Ølbrygning var en meget vigtig del af husholdningen. Den øl, der blev brygget, havde lav alkoholprocent, og både børn og voksne drak øl. I huset her havde Maren en ovn, der også var bygget ind i skorstenen.
Det kan undre mig, at der på listen ikke var redskaber til at kærne smør. Men Maren har helt sikkert kærnet smør og lavet ost.
Hvilken slags mad blev der så lavet i det køkken? Det var ikke almindeligt at spise kartofler. Kartoflen blev først fra midten af 1800-tallet almindeligt på spisebordet. På markerne blev der dyrket havre, byg og rug. Og disse kornsorter har man brugt til rugbrød, rugmelsgrød og byggrød, - kager bagte man af byggryn. Hvis der blev dyrket hvede, var det i disse egne af dårlig kvalitet, og ingen bønder havde råd til at købe hvede. Selvfølgelig har de også spist kød - men der har ikke været grise på gården, så det har været lam, høns og ænder. Desuden har man dyrket kål - især grønkål, som kunne høstes hele vinteren. Vendsyssel Historiske Museum har fundet ud af gennem prøver fra Thomas' skelet, at han har spist meget fisk. Og Limfjorden var jo få meter fra gården.
Arresten i Hjørring1790 blev der opført et nyt rådhus på fundamentet af det gamle. Man véd, at huset var af rødmalet bindingsværk. Det var i én etage med jordkælder, og det var udstyret med en stentrappe med egetræsgelænder. Dette rådhus fungerede både som råd-, ting- og arresthus, men rummede ikke bolig til arrestforvareren.
En del af arresterne var fugtige og kolde i kælderniveau, mens andre var på etagen ovenover. Det har ikke været sjovt at sidde i fængsel i 1821. Thomas har som morder givet vis siddet i arresterne i kælderen. Man kunne snakke med fangen gennem det lille vindue uden glas. Mon familien kom en enkelt gang for at snakke gennem vinduet? Der er lang vej fra Brovst til Hjørring.
Han har fået sengehalm at ligge på, og med 1 sortstribet olmerdugs overdyne, 1 grønstribet olmerdugs underdyne, 2 hovedpuder og 1 blårgarns lagen har nætterne været det bedste.
Det her sker i en tid uden meget barmhjertighed, så en del af tiden må man formode, at Thomas også har været lænket.
Måske har arrestforvareren fået Thomas flyttet til en af arresterne i stueetagen, idet Thomas har været en mønsterfange, der ikke forsøgte at stikke af. Det lykkedes faktisk for andre fanger at flygte.
Da Ane Margrethe blev gravid, og hun angav, at det var Thomas, der var faderen, må de have haft mulighed for at være sammen. Det er en sjov tanke, at de har ligget der i olmerdugsdynerne. Barnet er undfanget i januar måned, og da har det været bitterligt koldt. Ane Margrethe var i 6. måned, da Thomas blev henrettet, og hun fik lov at blive i Hjørring arrest, til barnet Else Margrethe var 1 år gammelt.
En dødsdømt havde ret til at tale med en præst, og denne præst beredte ham til døden. Præsten hed Bjerregaard, og han udvirkede, at Thomas fik 2 flasker gammel vin de sidste dage. Der kunne nok være brug for noget til at dulme nerverne.
Fra rådhuset blev der sendt regning til Amtet for fængselsopholdet for de 2 forbrydere. Som man kan se, havde Ane Margrethe mulighed for lidt opvarmning, da barnet var født.
Regningerne er fundet her: Hjørring Byfoged, arrestantsager 1819-1857.
På Thomas' regnskab er der ikke betaling til skarpretter, præst og militærvagter ved henrettelsen, så pengene er blevet hentet et andet sted.
Thomas var kun til stede ved ét retsmøde i Herredsretten, og der var mange retsdage, da man indhentede oplysninger til sagen. Det var åbenbart ikke nødvendigt, at hovedpersonen kunne udtale sig - eller følge sagens gang. Ane Margrethe var også til stede, og da der ikke er opgørelse over transport og vagt i hendes regnskab, må de have fulgtes ad.
På Ane Margrethes regning er der flere ting, der undrer mig. Ane Margrethe fødte en lille pige den 31. oktober 1822. Har hun født pigen, uden der var en jordemor til stede? Eller er regningen sendt til Brovst Sogn? Der er ingen udlæg til barnets kost og logi, og barnet har vel ikke været nøgent i sit første år, så hvem har betalt for tøj?
Pigen blev hjemmedøbt 2. november og fremstillet i Sct. Catharinæ Kirke 23. februar 1823 og fik navnet Else Margrethe Thomasdatter. På regningen er der ikke penge for vagt og transport til kirken, så det er kun barnet, der er ført til kirken. Fadderne var borgere i Hjørring, og de kendte hverken mor eller barn. Moderen blev heller ikke introduceret. Som ugift kunne hun ikke blive introduceret og desuden var hun jo udelukket fra at gå i kirke.
Fadderne. Oeconomies kone Mad: (madam) Nielsen ved Sügehuset baar det og Maren Kirstine Kragh hos Degnen stod hos. Bødker Guldbek, Christian Christensen hos Thomas Smed og Niels Jensen hos Søren Stephansen.
Hjørrings første sygehus blev oprettet i 1822. Økonomen må have stået for driften af sygehuset. Mere om sygehuset.
Retssagen
Inden første retsmøde i Herredsretten i Fjerritslev blev præsten i Brovst bedt om en udtalelse om de to fængslede. Præsten hed Carl Frederik Jansen, og var sognepræst fra 1809 til 1823 - og desuden amtsprovst fra 1817 til 1823. I parentes bemærket var han gift med sin kusine, og parret havde ingen børn. Hans kones far havde været biskop i Ålborg. Som det fremgår, har han i hvert fald ikke et stort hjerte for de piger, der fik et barn udenfor ægteskab.
Først til dokumentet om Thomas. Materialet er hentet i Mogens Jervers bog 'Mordet i Sønder Økse'.
»I 14 år har jeg været præst her på stedet og i de første 13 af disse kendt Thomas Thomasen Bisp fra en lige agtværdig side, og som jeg kendte ham, var han erkendt af alle.
Overensstemmende med den strengeste sandhed, og som jeg for Gud og min samvittighed tør bevidne, var han stedse den første af mine sognemænd, udmærket med forstand, sindighed og god opførsel.
Jeg valgte ham derfor til min medhjælper, skole- og fattigforstander, og i alle disse sine bestillinger var han stedse alt, hvad han burde. Han var en tjenstvillig mand, velgørende mod de fattige og en forligelig nabo. Flittig besøgte han kirken og dens gode og communicerede (deltog i alterets sakramente) sidste gang i Brovst kirke dette forår.
I nøje forbindelse med hans liv som borger stod hans forhold som mand og fader. Aldrig, det kan jeg for Gud bevidne, har jeg hørt noget til misforståelse mellem ham og hans afdøde kone i de første 13 år, jeg kendte dem; tværtimod roste hun ham altid som en omhyggelig ægtefælle og anså sig ret lykkelig.
Hans børn var hans glæde, og endnu for kort siden talte han med mig om denne sag med en følelse, der ikkun kan komme fra det sande fadersind.
Hvorledes alt dette kan stemme med hans skrækkelige forbrydelse måtte vække forundring, men for den erfarne dommer, der kender det menneskelige hjerte og lidenskabernes magt, løser gåden sig letteligen.
En tjenestekvinde ved navn Ane Margrethe Christensdatter blev fristeren for hans livs ro og glæde, og desværre, blev han funden for let. Syndig tilbøjelighed for hende sønderrev et bånd, som sandsynligen intet uden den naturlige død ville have løst.
En scene forefalden omtrent for et år siden, og som inkvisitten formodentlig endnu kan erindre sig, stadfæster dette. Det er højst sandsynligt, at den afdøde kone først fra den dag havde mærket hans tilbøjelighed for tjenestepigen, og fra dette øjeblik var begges hjerter adskilte.
Hvad der gør hans forbrydelse end større, måtte vel den omstændighed være, at den ikke blev fremkaldt af øjeblikkets overilelse, men synes at røbe en rolig lagt plan, men ganske måtte jeg forfejle mit begreb om inkvisitten, om jeg ikke troede: at skrækkelig har den gang været, da handlingen forudgik dybt i hans inderste. I det mindste har jeg troet længe at kunne læse en sådan indvortes strid i hans åsyn.
At hans religionskundskaber have været gode, har jeg årsag til at formode.
For nogle år siden var inkvisitten en velhavende mand, men er nok gåen en del tilbage i den senere tid.«
I en senere erklæring uddyber amtsprovsten nærmere den scene, der var »forefalden omtrent for et år siden«:
»Misfornøjede med det herredømme, Ane Margrethe Christensdatter stedse mer og mer erhvervede sig over inkvisitten, havde sidstes børn i almindelighed og in specie den ældste søn Thomas ved flere lejligheder bebrejdet faderen hans urigtige forhold og i særdeleshed hånligen udladt sig med kvinden Ane Margrethe Christensdatter under arbejdet på engen forrige år. På hjemvejen fra engen lod Thomas Thomasen karlen og sønnen ride og kørte selv med inkvisitinden. Sandsynligen har hun på denne tur ophidset inkvisitten, og ved hjemkomsten udbrød hans harme mod sønnen på det heftigste.
Konen Maren Justdatter tav for det meste denne gang men nogle dage efter forefaldt atter i anledning af samme kvinde en trætte imellem inkvisitten og hans kone, hvorefter den sidste udlod sig med, at hun ville tale med sin præst og se skilsmisse bevirket. Selv var jeg ikke nærværende.«
Præsten i Øland Sogn er blevet bedt om at finde, hvornår Thomas blev døbt, og det kan han ikke. Men han kan bevidne, at Thomas er født i sognet af fattige forældre. Thomas sagde at han var 42 år, derfor står han i mange kilder som født i 1780. Forældrene fik ingen børn i 1780, derfor må Thomas være døbt som Jens 22. juli 1779.
Præsten svinger rigtig pennen i beskrivelsen af Ane Margrethe. Mon han kunne regne, når han havde viet et par, og de kort efter kom med et barn til dåb. Mange havde haft "legemlig omgængelse" før ægteskabet.
»Brovst Kirkes ældre ministerialprotokol udviser, at år 1798 - almindelig bededag - lod forældrene Christen Madsen og Margrethe Gregersdatter af Sønder Økse et barn døbe i Brovst Kirke, som erholdt navnet Ane Margrethe. Om hendes opdragelse er mig intet bekendt, enten til hendes fordel eller skade. - Fattig var hun som på penge så på dyd og gode sæder i den voksne alder.
Hendes forhold har ikke været at rose. I året 1816 blev hun moder til et barn Mads Christian, hvortil blev udlagt som barnefader en Christen Thomsen af Øland. At hun har forstyrret mangen ægteskabelig fred og lyksagelighed er bevist. Kirkens gode søgte og nød hun, som skik og brug er, dog uden følge for liv og levned.
At der fandt en ualmindelig god forståelse eller rettere syndig forståelse sted mellem hende og Thomas Thomasen, har jeg desværre længe hørt. At den dræbte kone derom havde mistanke i det sidste år er upåtvivlelig. Af alle kræfter modsatte hun sig derfor inkvisittens antagelse til tjenestepige sidste majdag, men forgæves. Garnet, hvormed hun havde omsnøret Thomas Thomasens hjerte, var for stærkt til at sønderbrydes, førend syndsstraffen skilte det ad. At den nu dræbte ikke i levende live kunne se med rolighed den, der havde forstyrret hendes livs lyksagelighed, er naturligt, og ligeså naturligt altså, at ingen god forståelse imellem begge kunne finde sted«.
Første retsmøde var 15. august 1821 kl. 11. Tingstedet var i Fjerritslev, så det er temmelig upraktisk, når de sigtede sad i Hjørring Arrest. Der må ikke have været sikre fængselsceller i Fjerritslev, siden de ikke sad her. Der var 16 km til Fjerritslev fra Brovst, men 70 km til Hjørring. Til gengæld var det praktisk for herredsfogeden, idet han boede på Selberggaard i Tømmerby Sogn. Hvis han skulle køre til Hjørring, var det en tur på 116 km.
Thomas og Ane Margrethe var blevet transporteret til Fjerritslev og "var til stede for retten uden bånd og tvang".
Herredsfogeden var ikke anklager. I mindre sager var han både anklager og dommer. I denne sag var der både en anklager og en forsvarer. Prokurator Holm fra Hjørring var anklager (actor), og prøveprokurator Vesterbye var forsvarer (defensor).
Actor Holm gennemgik først de bilag, der hørte til sagen. Det handlede først og fremmest om hans eget indlæg og referatet af forhøret på gården i Sønderøkse. Ud over Thomas og Ane Margrethe var der indkaldt disse vidner (comparenter): brødrene Jens og Søren Bisp, sønnen Thomas og Søren Sørensen Høeg, som havde været tjenestekarl på gården sidste sommer, hvor episoden på engen udspandt sig.
Deres afhøring er refereret og handler kun om episoden på engen forrige år, og om de havde kendskab til at Thomas og Maren ville søge skilsmisse. Det var kun sognepræsten, der kendte til planer om skilsmisse, og sønnen afdramatiserede hændelsen på engen; man skal lige huske, at give en ørefigen var ikke strafbart. Nej, det var husbonds ret at slå kone, børn og tyende. Der var ingen, der kunne tilføje nyt til sagen, så forhøret på gården bliver det fældende bevis. Actor Holm har i den grad lyttet til sognepræsten i Brovst, hvilket tydeligt ses i hans indlæg.
I anklagerens indlæg kan man tydeligt se, at Thomas må blive idømt den strengeste straf. Ane Margrethes forbrydelse er "ulovbestemt", og kan højst medføre en bødestraf. Alligevel opfinder man her en særregel. Retsmødet afsluttes, idet actor Holm vil indhente yderligere dokumentation. Han vil have afklaret, om rottekrudtet indeholdt arsenik, om obduktionsrapport på Marens lig viste, at hun blev forgiftet, og om Thomas var far til Ane Margrethes uægte barn, født 1816.
Især er det interessant, hvad sønnen Thomas sagde i retten:
»Dernæst fremstod som indkaldt Inqvisiten Thomas Thomasen Bispes Søn Thomas som paa Rettens Tilspørgende og i anledning af Actors No 2 svarede: han havde ikke egentlig bebrejdet sin Fader noget i henseende til Pigen, saasom han ikke havde erfaret nogen mere end almindelig Fortrolighed imellem disse; men Rygtet havde sagt at dette skulle være Tilfældet og dette Rygte havde Comparenten sagt Faderen, ligesom Comparenten ogsaa havde yttret Rygtet for tiltalte Ane Margrethe Christensdatter en Dag forrige Aar de var kommet hjem af Engen, og da Comparenten og benævnte Pige kom noget i Trætte desformedelst, gav hans Fader ham et par Ørefigen og videre ved Comparenten ikke at hans Fader har øvet mod ham i Anledning af den omnævnte Qvinde.
Rigtignok reed Comparenten og da havende Tjenestekarl Søren Sørensen Høegh hjem fra Engen en Dag forrige Aar og de Tiltalte kjørte hjem; men om det var for de Tiltalte for at tale sammen paa Vejen ene, kunde Comparenten ikke sige, da det ofte er Skik, at nogle rider hjem og andre kjører. I Engen eller paa Engen, var den Dag ingen Samtale imellem Tiltalte Thomas Thomasen og Comparenten som kunde foranledige at Tiltalte Ane Margrethe Christensdatter ville kjøre med Tiltalte Thomas Thomsen for at ophidse ham. Tiltalte Thomas Thomasen erklærede, at Sønnens Andragende var Rigtigt, og at han ingenlunde kjørte med Pigen ene hjem for at tale med hende.
Om der nogensinde har været Trætte imellem Inqvistiten Thomas Thomasen Bisp og dennes Kone og om nogen af disse har ytret at ville tale med deres Sognepræst for at faae Skilsmisse bevirket, har Comparenten Thomas Thomasen ikke hørt, ligesom han heller ikke har mærket nogen ond Forstaaelse imellem hans Fader og den Afdøde».
Uddrag af actor Holms indlæg om Thomas:
»Thomas Bisp er overbevist om at have ombragt sin hustru, og at Thomas på grund af tilregneligheden - det kolde overlæg - kvalificere sig til lovens maximale straf, ikke mindst fordi han har bibragt sin kone giften under ægteskabelig venskabs maske.
Visselig er i denne handling største overlæg, så intet passionsøjeblik har stemt hans vilje.
Tiltaltes foregående vandel må for resten have været så kristen og retskaffen, som den være vil, - hans opførsel mod hans kone, førend han kom i kast med hans tjenestepige og medskyldige, så god som tænkes kan - denne kvinde længe nok været prima causæ (drivende kraft) og hans forfører…
Retfærdighedens stemme 'liv for liv' er alt for talende til, at noget sligt må kunne føres som undskyldning. Også burde hans dræbte kones blide og kærlige forhold til ham end mere have væbnet ham imod slig en sirenes forførelser og tillokkelser, og at sådant nu ikke har kunnet virke det mindste, må nødvendigvis forøge tilregneligheden«.
Uddrag af actor Holms indlæg om Ane Margrethe:
»Jeg kommer nu til Ane Margrethe Christensdatter. – Denne kvinde skal man forgæves søge den allermindste talende for mildelses grund for. Som et med besvangrelse berygtet fruentimmer kommer hun i Thomas Bisps tjeneste, og skønt hun erfarer, at denne hendes husbond lever i det lykkeligste ægteskab med hans dræbte kone, gør hun sig dog ingen betænkelighed ved at trække manden med kærtegn til sig - synderligst hans og konens lykkelige ægteskabsbånd - får ham til at love sig ægteskab når konen, som var svagelig, måtte dø, og da døden ikke straks vil favorisere hendes plan, bevæger denne svage mand, hun nu en gang har fået i sine garn, ikke mindre end til at dræbe sin kone.
Menneskeligheden må blues for slig en misgerning.
Og over for moralitetens og retfærdighedens domstol kan man vanskeligt afgøre på hvem af de to, der hviler mest strafskyld og tilregnelighed«.
Næste retsmøde var 26. september 1821. 3 stokkemænd (domsmænd) og dommeren var mødt, men anklager, forsvarer og tiltalte udeblev.
Det næste møde blev fastsat til Løverdagen den 13. oktober kl.12.
Den 13. oktober sad 4 stokkemænd og dommeren og ventede på anklager, forsvarer og de tiltalte. Denne dag blev Ane Margrethe kaldt fruentimmeret. Sagen blev udsat og næste møde fastsat til om 14 dage.
27. oktober blev retten igen sat på tingstedet i Fjerritslev. Igen sad dommer og stokkemænd klar, men kun anklageren var mødt. Forsvareren havde i stedet skrevet et dokument. De tiltalte var ikke til stede, og det blev ikke omtalt, at de var fraværende.
Prokurator Holm mødte med erklæringen fra Sundhedskollegiet i København. Heri står der, at de sygdomstilfælde, der findes opgivne i forhøret, og de få fænomener, distriktskirurgen i sin obduktionsforretning har anført, bekræfter Thomas Bisps tilståelse, og at Maren Justdatter levede så længe efter at have fået giften, tilskrives den mælk, hun drak. Man har analyseret rottekrudtet »chemisk« og fundet, at det indeholdt arsenicum album (hvid arsenik), og kollegiet finder det ikke nødvendigt, at man søger flere oplysninger.
For retten ligger et indlæg fra forsvareren, prøveprokurator Vesterbye. Han anfører, at det måske turde anses juridisk ret, at Thomas forsætligen har myrdet sin hustru, og hvorledes dette bliver at straffe, viser loven tydeligt, men han fremhæver, at sagens omstændigheder taler for en mildere dom. For det første er det jo klart, at Thomas er misledet af fremmed magt og ikke af sine lidenskaber, og endvidere skriver hans foregående vandel sig fra den fortjenstligste side.
For Ane Margrethe Christensdatters vedkommende må det anses for juridisk bevist, at hun har rådet og tilskyndet til udførelsen af den omhandlede forbrydelse, og hun må altså blive at straffe efter lovens 6-6-11 (6. bog - 6. kapitel - 11. stykke), som siger: »Hvo som råder og tilskynder nogen til at gøre anden mand skade, så at han derover bliver dræbt, bøde fuld mandebod«, dvs. at hun bør straffes med bøde.
På grund heraf påstår prøveprokurator Vesterbye, at de tiltalte bør straffes: Thomas med fæstningsarbejde sin livstid, og den sidste efter lovens samt at de tilpligtes at betale defensoren i salær 16 rigsbankdaler sølv, hver med det halve. Forsvareren fandt det altså ikke nødvendigt at møde i denne alvorlige sag, og hans ord har ikke meget vægt.
Øster og Vester Han Herredernes Dom 3. november 1821
KIENDES FOR RET
Tiltalte Thomas Thomasen Bisp, nu i Hjørring arrest, bør af skarpretteren at knibes med gloende tænger, først uden for huset i Sønder Økse i Brovst sogn, hvor han har dræbt sin hustru Maren Justdatter - tre gange mellem dette og retterstedet og til sidst på retterstedet, - dernæst den højre hånd ham levende afhugges med en økse og derefter hovedet ligeledes med økse, hvorpå legemet lægges på stejle, og hovedet tilligemed hånden at sættes på en stage over legemet.
Så bør han og have sin hovedlod (formue) forbrudt og jord til kongen, om han nogen ejer.
Så bør han og have sin hovedlod (formue) forbrudt og jord til kongen, om han nogen ejer.
Tiltalte Ane Margrethe Christensdatter, ligeledes nu i Hjørring arrest, bør at arbejde i Viborg Tugthus sin livstid.
Begge de tiltalte bør in solidum (sammen) at erstatte alle af denne aktion, deres arrest og straffens eksekution lovligt flydende omkostninger, hvoriblandt til actor, prokurator Holm, Hjørring - i salær 20 - siger tyve rigsbankdaler sølv, og til defensor, prokurator Vesterbye ibidum 10, siger ti rigsbankdaler sølv, såfremt de tiltalte dertil have formue, i modsat fald udredes samme af det offentlige efter øvrighedens foranstaltning. - Actor reserveres diætpenge for hans havte rejser og møder i sagen.
Dommen faldt på tingstedet i Fjerritslev med de sædvanlige stokkemænd og Hans Schandorff Kier som dommer. Anklageren var til stede, men ikke forsvareren. De tiltalte sad i Hjørring Arrest.
Først blev sagen gennemgået i korte træk. Dommeren var ikke i tvivl om den straf, som Thomas Bisp skal have. Kun kongen kan formilde den. Ane Margrethe blev dømt uden, at der var en paragraf for det. Dommeren skønnede dette:
»Skulle da nu sådan af Ane Margrethe Christensdatter given tilskyndelse kunne afsones med nogle bøder, nej, dette kan ingenlunde være lovgivernes mening, thi da gavne lovgiverne i staten kuns liden sikkerhed for dennes liv og velfærd mod den samvittighedsløse, ondskabsfulde og slettænkende.
Heller ikke kan Ane Margrethe Christensdatter straffes, som fysisk årsag til Maren Justdatters død derimod må tugthusarbejde på livstid være den nærmest med forbrydelsens grad stemmende straf, og som altså bliver Ane Margrethe Christensdatters lod, hvis vandel ikke har været rosværdig.«
Ane Margrethe fik en streng straf, fordi hun bare var tyende, og desuden havde fået et "uægte" barn. Et retssamfund var det ikke, og der var ikke lighed for loven.
Thomas dømmes efter Christian den 5.s lovsamling, forordninger af 6. februar 1694 og 16. oktober 1697. Disse paragraffer bygger på den gammeltestamentlige forestilling om ØJE FOR ØJE TAND FOR TAND. Loven var ikke blevet revideret trods store reformer i samfundet.
At Thomas skulle knibes med gloende tænger i alt 5 gange, var ikke noget den høje dommer sad og fandt på. Det står i lovgrundlaget, som er vist her til højre. At vi i dag synes, det er tortur udført af statsmagten, er en anden sag.
Forordning af 16. oktober 1697 blev tilføjet til den danske/norske lov og yderligere skærpet ved forordning af 7. februar 1749
«Gr. Paa nogen Tid ere adskillige grumme Mord i de Kgl. Riger og Lande begaaede, i det Hustruen har ombragt Manden, Tieneren sin Huusbond, og Tienestetyende sin Madfaders og Madmoders Børn; Hvorfore (paa det uskyldigt Blod, som saa uchristelig udgydes, kan naae en retfærdig Forsoning, og saadanne grove Mordere bekomme deres velfortjente Straf, andre ligesindede udædiske Mennesker til des større Skræk og Afskye) Lovens Straf for slige grove Mordere paa føgende Maade skierpes:
Hvo, som herefter befindes og lovlig overbevises med frie Forsæt og beraad Hue at have myrdet sin Ægtefælle, sin Herre eller Huusbond, sin Frue eller Madmoder eller nogen af deres Børn, skal uden al Naade saaledes straffes, at han af Skarpretteren knibes med gloende Tænger, først udenfor det Huus eller Sted, hvor Mordet er begaaet, siden, om det er i en Kiøbsted, paa alle Byens Torve eller offentlige Steder, og om det er paa Landet, da 3 Gange imellem Gjernings- og Retterstedet, og allersidst paa Retterstedet; dernæst skal den Skyldiges høire Haand levendes afhugges med en Øxe, og siden Hovedet illigemaade med en Øxe, hvorpaa Legemet af Natmandens Folk skal lægges paa Steile, og Hovedet tillige med Haanden fæstes paa en Stage oven over Legemet. Skulde der begaaes grovere Mord, da skal Dommeren, som paa slig en Misdæder skal dømme, sin Relation om Mordets og Sagens Beskaffenhed til Kongen indgive, som da vil være betænkt paa, Straffen for den Skyldige efter befundne Omstændigheder ydermere, end forskrevet staaer, at lade skjærpe.»
Tjenestepigen Ane Cathrine Nielsdatter Bjerregaard blev henrettet i Hobro i marts 1814. Hendes forbrydelse, var at hun havde stjålet noget stof fra sit herskab, og for at skjule forbrydelsen havde hun sat ild på et udhus. Ilden i udhuset spredte sig til mange huse i byen. Ane Cathrine blev halshugget og hendes lig derefter brændt på bålet.
Thomas blev dømt på et rygte og sin egen tilståelse. Hvis han ikke havde tilstået, havde man forskellige måder at få folk til at tilstå, fx fængsling på vand og brød til forbryderen var blevet mør.
Christian den 5.s lov kom i 1683 og var den første lov, der gjaldt for hele Danmark. Loven var inddelt i 6 bøger, og den 6. handlede om misgerninger og er altså en straffebog. Mange af lovforordningerne blev revideret frem mod 1820, men altså ikke de nævnte forordninger.
Billede fra Nationalmuseet.
Dommen blev forkyndt for de tiltalte i Hjørring Arrest den 10. november 1821. Det er ikke svært at forestille sig følelserne hos de to. De appelerede dommen til Landsoverretten i Viborg.
Hvornår familien i Sønderøkse fik besked om dommen, er ikke til at vide. Især må de have været forundrede over Ane Margrethes dom, og hendes mor må have været aldeles fortvivlet. I hvert fald var Thomas' pårørende bestyrtede over, at deres far/broder skulle knibes med glødende tænger foran gården i Sønderøkse.
Postgangen fra Hjørring til Fjerritslev var meget langsom. Én gang om ugen var der post, og det var til fods. Jeg tør ikke spå om, hvor lang tid et brev fra Hjørring til Brovst Sogn ville være undervejs. Højst sandsynligt er brevet sendt til sognefogeden.
Den Kongelige Landsoverret i Viborg
Første retsmøde var den 24. december 1821. Ja, det var juleaften. Her er vi kommet højere op i de lærdes hierarki. Dommer var Franz Vilhelm Ferdinand Ahlefelt-Laurvig. Procurator Rod var anklager, og forsvarer var F. C. Lykke.
Hvis du åbner linket, kan du se hvordan dommeren så ud. Det kan være ligegyldigt, for Thomas og Ane Margrethe så ham aldrig. De var aldrig til stede ved de 3 retsmøder.
Først gennemgåes dom og handlingsforløbet i forbrydelsen, og især lægges der vægt på, at Thomas tilstod til fulde. Om ham siges der dette:
»at det ikke var hjertets ondskab, men en ulykkelig lidenskab, hvis magt over fornuft, og - jeg havde nær sagt religion – de fleste mennesker have, dem selv og andre til større eller mindre skade eller fordærvelse, - der motiverede den påtalte forbrydelse.« Da de begge angrer deres brøde, vil det være en formildende omstændighed, »når sagen kommer for Nådetronen, ihvorvel det er indlysende, at et så grueligt og farligt eksempel ingenlunde tåler at unddrages en eksemplarisk og afskrækkende afstraffelse.«
Om Ane Margrethe siger han: »Hun er retteligvis ikke dømt som morderske, men hendes delagtighed kvalificerer hende til en straf, der ligger drabsmandens straf, livets tab, nær.«
Det var kun anklageren der nåede at fremlægge sit indlæg. Det var jo jul.
Næste retsmøde var 7. januar 1822, hvor forsvarerens indlæg fremlægges.
F.C. Lykke har ikke noget nyt at tilføre omkring dommen over Thomas Bisp, selvom han føler det såre tungt, at det ikke kan nytte at nedlægge påstand om forandring af den afsagte dom for hans vedkommende.
Derimod er der mange formildende omstændigheder i Ane Margrethes sag. Han skrev:
»At hun kuns angav Rottekrudt som et Middel til at dræbe uden at tilskynde dets Brug, og at hun var meget ung og uerfaren, og angav Midlet for en erfaren og fornuftig Mand, til hvem det lod at forkaste Brugen og gøre hende opmærksom på Følgerne deraf, samt at hun da hun erholdt Kundskab om Gjerningens udførelse, angrede foretagenet; at hun rætfærdig nu kan vente og paastaa at den hende idømte Straf nedsættes, og for hendes vedkommende maa jeg nedlægge den Paastand, at hun enten idømmes en arbitrair Straf eller en kortere tids Tugthusstraf.»
Der faldt dom i sagen mandag den 21. januar 1822.
»Thomas Thomsen Bisp og Ane Margrethe Christensdatter tiltales ifølge vedkommende Amts Ordre af 23 Juli, den første for at have med Forgift ombragt sin Hustrue Maren Justdatter og den Sidste for at have været Medvider og Tilskynder til denne Forbrydelse. Ved den inden Hann Herreders Ret den 3 November derefter af den constituerede Herredsfoged og Meddomsmænd afsagt Dom er Thomas Bisp tilfunden den i Forordningen 16 October 1697 fastsatte Straf, saaog at have sin Boeslod og Jord om han nogen ejer, forbrudt, og Ane Margrethe Christensdatter dømt til Arbejde i Wiborg Tugthuus sin Livstid ..... Den ergangne Dom maa altsaa, hvad Thomas Bisp angaaer, der efter sin egen Forklaring samt Rettens Skjøn og Sagens Omstændigheder maa antages at være 42 Aar gammel, ligefrem stadfæstes.»
For Thomas var der ikke noget håb om en mildere dom. For Ane Margrethes vedkommende var det nødvendigt at argumentere grundigt, idet hendes forbrydelse ikke fandtes i en forordning. Til støtte for den hårde dom finder retten en forordning (paragraf) i Christian den 5.'s danske lov, som er vist til højre. Hun har altså lavet forstyrrelse i et ægteskab, som er indgået overfor Gud. I 1683 var der ikke meget, der kunne give ret til skilsmisse.
Retten mente i øvrigt, at da hun angrede, burde hun gå til lægen og få hjælp til at finde en modgift. Det er helt ude i skoven. Lægen boede i Nibe, og hvis hun havde gjort det, havde hun jo anmeldt sin elskede for mordforsøg.
Christian den 5.'s danske lov, Bog 3, kapitel 16, nr. 7
7.
Forpligter nogen Egte-Mands- eller Qvindis-Person, imidlertid de leve i Egtefællet, sig nogen at egte, da skulle de, som sig saa forpligte, eller forskrive, saa vel som de, der saadanne Forskrivelser tage, staa aabenbare Skrifte, og straffis paa deris Formue, om de Middel have; Hvis ikke, da Mands Personen een Tid lang straffis i Jern og Qvindis Personen i Spindehuset.
»Om Ane Margrethe Christensdatter, der har været Tjenestepige hos forbemeldte Tiltalte og hans Hustrue er det oplyst at hun, der af ham havde modtaget Ægteskabs Løfte i Tilfælde af hans Hustrues Død, har raadet og tilskyndet ham at give sin Kone Rottekrudt. Derimod er der ingen Grund til at antage, at han foruden dette Raad, der saavidt oplyst er givet nogle Maaneder forinden der blev iværksat, skulde have deeltaget i Gjerningen eller hans Kundskab derom, forinden sammes Udførelse. Denne Tiltalte, der efter Døbeattest er 24 Aar gammel, maa ifølge det Anførte ansees at have vakt den forbryderske Beslutning hos Thomas Bisp, som havde fattet Tilbøjelighed til hende, og det bliver nu Spørgsmaalet, hvorledes hendes Strafskyld skal bestemmes. Da hun bestemt har raadet til at begaae Mord, saa kan D. L. 6-6-11te paa hende ingenlunde være anvendelig. At ansee hende med samme Straf eller en ligestor, som Thomas Bisps, dertil kan de enkelte Lovbestemmelsers Analogie, som synes at tale derfor, ikke være stærk nok, saalænge almindelige Grunde er derimod. Altsaa maa hendes Straf, som aldeles ulovbestemt, fastsættes i Overensstemmelse med de for og imod hende talende Omstændigheder. Det kan da ikke nægtes, at hendes personlige Forhold til den Myrdede som Tjeneste-tyende frembyder et skærpende Moment, efterdie Frd 18 October 1697 ligefrem paa hende havde været anvendelig, hvis hun havde været pfysisk Aarsag i stedet for psychologisk; dertil kommer, at Thomas Bisp havde levet i Ægteskab med den Myrdede udi 16 Aar og at det først var ved Ane Margrethe Christensdatter, saavidt de i Sagen fremkomne Data angaae, at Misforstaaelse blev foranlediget mellem Ægtefolkene.
Desforuden maa efter D.L. 3-16-7, om der end kunde være Tvivl om dens Strafbestemmelses Anvendelse in casu, det ansees som en aggraverende Omstændighed at hun havde lovet ham Ægteskab medens hans Kone endnu levede; dertil kommer, at hendes Raad bestod i en Anviisning af Maaden, hvorpaa Forbrydelsen kunde anvendes, udføres og altsaa henhører til det mere strafværdige Slags. Endvidere maa det bemærkes, at hun om end skjøndt hun erfarede at Konen havde faaet Rottekrudt og siger at have følt Anger, dog ikke henvendte sig til Lægen for at erholde Kundskab om hvad der kunde hjelpe; dog bliver denne Omstændighed mindre betydende derved, at Aarsagen hertil ligesaavel kan være Uvidenhed som Fasthed i en forbrydersk Villie. Endelig maa det ikke forbiegaaes, at hun vel ikke har været tiltalt eller straffet tilforn, men ikke erholdt noget synderligt fordelagtigt Vidnesbyrd om hendes vita ante acta, da hun blandt andet har i Aaret 1816 været besvangret uden for Ægteskab. Da der mod samtlige disse aggraverende Omstændigheder ikke findes formildende Grunde i den Grad at hiin derved ophævedes, og da offentligt Arbejde af nogle Aar ikke vilde staae i rigtig Forhold til Straffen for selve Gjerningens Udøvelse, saa maa man billige den i den ergangne Dom for hende fastsatte Straf.»
Transskription: Per Maack Andersen
»Thi kendes for ret:
Herredstingsdommen bør ved Magt at stande dog saaledes at de Aktor og Defensor tilkjendte Sallaria nedsættes det Første til 10 det Sidste til 6rbd Sølv. At efterkommes under Adfærd efter Loven. –»
Dommen blev forkyndt den 31. januar 1822, og igen appellerede de tiltalte, så sagen skulle for Højesteret. I arresten i Hjørring, må humøret have været på et lavpunkt. Thomas og Ane Margrethe havde i januar haft mulighed for at trøste hinanden. Thomas må have "besovet" hende, som det hed i lovteksterne fra 1683. Ane Margrethe blev gravid og Thomas angivet som udlagt barnefader. For ham var der ikke noget at miste, og Ane Margrethe var allerede stigmatiseret.
Sagen gennemgået i Højesteretten den 11. marts, og 21. marts faldt kendelsen:
»Torsdagen den 31. Marts 1822
Lands - Over- Rettens - Dom bør ved magt at stande.»
Nu var der kun én mulighed tilbage at søge benådning hos Kongen, Frederik den 6. Thomas' børn og slægtninge skrev et brev til Kongen. Da jeg ikke har en kopi af brevet, vil jeg citere de tekstdele, Mogens Jerver valgte til sin bog:
»Vi vove ikke at bede om nåde for ham med hensyn til hans strafs formildelse, skjøndt han var en god fader...
Men kun den tanke ængster os alle dag og nat, at se hans endelige dødsstraf efter lovens fuldbyrdet her på gerningsstedet... «
Og det begrundes med, at det vil få uberegnelige følger i øjeblikket og være et forfærdeligt minde om ham, »som de dagligen vil have for deres øjne«.
Men kun den tanke ængster os alle dag og nat, at se hans endelige dødsstraf efter lovens fuldbyrdet her på gerningsstedet... «
Og det begrundes med, at det vil få uberegnelige følger i øjeblikket og være et forfærdeligt minde om ham, »som de dagligen vil have for deres øjne«.
»Vi bede og bønfalde til den ende Deres Kongelige Majestæt…, at hans endelig dom, i tilfælde den bliver døden, må blive fuldbyrdet ved Hjørring, hvor han er fængslet.«
Kongen mildnede dommen, og her har familiens bønskrift gjort indtryk på ham. 19. juni 1822 blev der sendt dette brev.
Thomas blev fritaget for knibning med glødende tænger foran gården i Sønderøkse, 3 gange på vej til retterstedet og til sidst på retterstedet. Han skulle heller ikke have højre hånd afhugget i live, men hovedet skulle af og sættes på stage, og kroppen skulle på hjul og stejle.
Se den fulde ordlyd af brevet her.
Brevet er stilet til Amtmand Sporon, som nu skal sørge for at dommen kan fuldbyrdes.
3. juli 1822 var første notits om dommen og 10. juli denne tekst
Der gøres ikke opmærksom på tidspunktet for henrettelsen, men højestretsdom og kongens afgørelse gengives.
Udsnit af tegneserie af Kim Larsen.
Thomas blev under bevogtning transporteret fra arresten på torvet til Hjørring Bjerge.
En kæmpe fotostat pryder endevæggen på VHM's udstilling. En teatergruppe fra Hjørring har illustreret handlingen. Skarpretter Stengel er klar med øksen. Præsten Bjerregaard står i baggrunden; han havde forberedt Thomas til døden, vagten kan være en militærperson fra Ålborg og til venstre tømmermand Jens Pedersen, som havde lavet hjul og stejle.
Henrettelsen
På museet i Hjørring har man Morten Betjents dagbog. Det er den eneste samtidige kilde vi har til registrering af hændelsesforløbet. Måske var Morten betjent til stede. Planche på Vendsyssel Historiske Museum.
Hvis man skal tro på beskrivelsen, var Thomas afklaret med sin skæbne. Dengang var henrettelser en folkeforlystelse, hvor folk hånede forbryderen, og koner kom med skåle for at opsamle morderens blod. Man troede, det kunne helbrede sygdomme. Men der findes ingen samtidige beretninger om det. Vi ved, at Ane Margrethe ikke var med; hun sad i arresten og var frugtsommelig.
Thomas' søn - Thomas Thomsen på 18 år var der, og han har næppe været der alene. I det mindste har han været sammen med sin farbror Søren Bisp. Jeg tror, de kom for at vise Thomas Bisp, at de ikke havde slået hånden af ham. Familien var selvfølgelig lettede over, at Kongen havde lyttet til dem - nu skulle Thomas i det mindste ikke lide en meget smertefuld død, og de umyndige børn ikke se hans lidelser.
Dagen efter skelettet var blevet fundet, blev der skrevet en artikel i Vendsyssel Tidende. Der er ikke noget at sige til, at der er mange fejl og misforståelser; men måske kan vi tro på den øjenvidneskildring, som afdøde tøffelmager Spæhr har videregivet til sine efterkommere. Men Morten Bisp hed han ikke, og konen overlevede ikke osv. Nu kender du historien, så gå selv på jagt!
Artiklen er i avisen 4. oktober 1900:
Fundet Skelet.
---
Hovedet sat paa en Stage.
---
Hjørrings gamle Rettersted.
---
Er det Morten Bisp?
---
---
Hovedet sat paa en Stage.
---
Hjørrings gamle Rettersted.
---
Er det Morten Bisp?
---
Nogle Vejarbejdere under Ledelse af
Assistent Cand. polyt Krese fandt i
Gaar paa Mads Chr. Larsens Ejendom i
Hjørring Bjerge et Mands-Skelet. Hovedet
var skilt fra Kroppen. Et mægtigt Spiger
var drevet gjennem Hjerneskallen ned
gjennem Ganen og Halshvirvlen, og der-
efter ned i en 5 Tommer tyk Træstage,
i hvilken Spigeret var rustet fast. Dettes
store, flade Hoved var rammet tæt ned
Mod Skelettets Isse.
Cand. Krese sørgede for, at det interes-
sante Fund meldtes til Politiet og til
Musæets Leder, Lønborg-Friis.
I Formiddags afholdt Politiet Forhør
paa Stedet. Distriktslægen erklærede, at
det fundne Skelet var en Mandsperson
og tilføjede smilende, at han med Sikker-
hed kunde konstatere, at Døden for længst
var indtraadt. Derimod er det ikke mu-
ligt at konstatere Dødsaarsagen.
Lønborg-Friis kunde som Tandlæge
konstatere, at Afdøde har været en mand
paa om ved fyrretyve Aar. Som Musæets
sagkyndige paaviste han, at en Vesteknap,
der fandtes ved Skelettet, er af de ejen-
dommelige Benknapper med Metaløje, som
Almuem brugte i Aarhundredets Begyn-
delse.
Se en scanning af hele artiklen.
Se en afskrift af artiklen.
Nu var Thomas her jo ikke mere, men hvad skete der med hans livsværk – gården i Sønderøkse?
Da Højesteret var hørt og havde stadfæstet dommen den 21. marts 1822, var det startskuddet for Hans Schandorff Kier til at sætte gården på auktion. Der laves en annonce dateret 25. marts 1822, og denne blev trykt i Ålborg Stifts Adresseavis den 30. marts.
Auktionen forløb over 3 gange.
1. Lørdag den 27. april kl. 11 på Hanherredernes kontor i Klim.
2. Lørdagen den 11. maj kl. 11 samme sted.
3. Onsdagen den 29. maj kl.11 på gården i Sønderøkse.
Når den 3. auktion var afholdt skulle besætning mv. sælges.
Ved 3. auktion var der kun 1, der bød, og det var Thomas Bisp unge søn Thomas på 18 år. Han fik lov at få gården mod at overtage pantegælden, 350 Rigsbankdaler sølv og 250 Rigsbankdaler sedler. Om besætning mv. blev solgt til andre, ved jeg ikke, men Thomas havde i hvert fald ikke kapital til at købe det.
Han fik endeligt skøde på gården næste år - den 24. maj 1823.
Nu havde sønnen Thomas købskontrakt på en gård, hvor skiftet efter hans stedmor endnu ikke var opgjort. Det blev først færdiggjort 6. december 1822. Boet var fallit, der blev ikke nogen arv til børnene, og Kongen fik heller ikke Thomas' halvdel. Der var løn til en tjenestekarl og en tjenestepige til 1. november 1821 - hvem havde så drevet gården derefter? Læg mærke til, at gården ikke har nogen indtægter ud over de beløb, der er indkommet ved auktion over besætning mm.
Her slutter historien om Thomas Bisp. Hans forbrydelse kom til at skade hans familie – især fik hans børn en dårligere start på livet.
Når man ser på den eksponering, Thomas har fået efter hans skelet, blev fundet den 3. oktober 1900, kan man sige, at han fik et liv efter døden. Han er den mest ”berømte” person i min familie. Historien er interessant, fordi vi i usædvanlig grad får et indblik i livet på en fæstegård i Sønderøkse i begyndelsen af 1800-tallet. Desuden er kærlighedshistorien jo også unik – at en mand kan blive så forelsket, at han vil rydde sin kone af vejen. Men den historie kan vi også finde paralleller til i dag.
Tak til Per Maack Andersen for sparring og hjælp til gotiske tekster.
Tak til Thomas Klimek for deling af materiale.
Tak til Helle Thrane, Jens-Christian Hansen og Kim Larsen fra VHM for imødekommenhed ved brug af billeder.
Artiklen skal slutte med Kim Larsens flotte tegneserie i sin helhed.
Kim er grafiker på VHM.